All American valgnat på TV 2

11. oktober 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Johannes Langkilde er sammen med Jesper Steinmetz og Ulla Terkelsen i front, når TV 2 holder amerikansk valgfest tirsdag 6. november.

Nyhedsvært Johannes Langkilde. (Foto: Miklos Szabo / Iphotostock / TV 2)


TV 2 inviterer til amerikansk valgfest på dansk. Fra tirsdag 6. november kl. 20.50 og helt frem til næste morgen sender TV 2 direkte fra den amerikanske valgnat. I USA følger seks af TV 2s korrespondenter valget direkte, og på Teglholmen i København er der valgfest for flere hundrede USA-eksperter, kommentatorer, politikere og mange andre gæster i TV 2 NEWS' hovedkvarter. Valgfesten kan også følges på TV 2 Play.

På Teglholmen er Johannes Langkilde vært sammen med bl.a. TV 2 NEWS-vært Lotte Mejlhede, politisk kommentator Henrik Qvortrup og finansredaktør Ole Krohn.

I USA står også et stærkt TV 2-hold klar: Jesper Steinmetz, Ulla Terkelsen, Poul Erik Skammelsen, Divya Das, Anna Gaarslev og Rasmus Tantholdt. Hele aftenen og natten igennem er der live-omstilling til USA med seneste nyt fra de afgørende stater og med prognoser, resultater, kommentarer og selvfølgelig taber- og vindertaler.

Det bedste show – og det vigtigste
TV 2|NYHEDERNE kl. 19 og 22 dækker allerede valgkampen, og den dækning intensiveres, når 22'eren udvides fra mandag 29. oktober og frem til valgdagen 6. november.

Skal præsident Obama blive siddende som præsident i USA - eller vil det lykkes Romney at vinde slaget om Det Hvide Hus? Og hvad med Kongressen? Får den næste præsident et flertal med sig eller imod sig? Alle resultaterne kommer frem, når TV 2 dækker valgaftenen og natten, morgenen og næste dag.

- Det amerikanske valg har betydning for hele verden - også Danmark. Vi vil gerne give seerne en valgaften ud over det sædvanlige. Amerikansk valgkamp bliver kaldt "det bedste show på kloden - og det vigtigste", og vi vil gerne invitere de danske seere med til festen, siger Michael Dyrby, TV 2s nyhedsdirektør.

Masser af gæster
Blandt gæsterne til TV 2s valgfest er den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, Martin Krasnik, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Johanne Schmidt-Nielsen, Holger K. Nielsen, Nicolai Wammen, Niels Helveg Petersen, Lykke Friis, Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind, Kristian Thulesen Dahl, Henrik Fogh Rasmussen og Caroline Henderson.

Valget set med kulturøjne – på TV 2 NEWS
TV 2 NEWS varmer fra mandag 29. oktober op til valget med fire "Kulturen på NEWS"-programmer fra New York, hvor Stéphanie Surrugue inviterer seerne med på en kulturel oplevelsesrejse ind i den amerikanske valgkamp.

- Vi undersøger hovedtemaerne i valgkampen og i værdikampen sammen med kulturpersonligheder fra både den amerikanske og danske kulturscene. Intellektuelle ballademagere og kunstnere med noget på hjerte, amerikanske værdier og tankegods - en anderledes tilgang til valget, siger værten Stéphanie Surrugue.

Poul Erik Skammelsen er vært på "Den næste præsident", som allerede nu vises på TV 2 NEWS, og fra onsdag 31. oktober rykker den tidligere USA-korrespondent til Washington og sender direkte derfra hver dag og frem til valget:

- Det bliver et vanvittigt spændende valg, og hver dag dækker vi det sidste nye fra valgkampen, og jeg får besøg af bl.a. Mads Fuglede, fortæller Poul Erik Skammelsen, som med dette valg dækker sit sjette amerikanske præsidentvalg for TV 2.

Valg på nettet
På nettet leverer TV 2 hver dag de bedste historier fra Obama og Romneys lejr. TV 2s korrespondenter tager brugerne med bag den politiske facade og ind i kulissen, hvor de store tv-transmissioner ikke når ind.

- Vores valgsite går i luften i næste uge, men vi dækker allerede nu valget på tv2.dk. På selve valgdagen og valgnatten går vi 100 procent live. Vi dækker i levende billeder og live-tekst, fra valgstederne åbner og frem, til der er kåret en vinder i de sene nattetimer. Minut for minut kan man følge, hvem der er foran netop nu, og har brugerne spørgsmål undervejs, kan de få svar fra vores store hold af eksperter og korrespondenter, siger TV 2 digitale nyhedschef, Simon Stilling.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}