1. maj-fanerne blafrer på TV 2 NEWS

TV 2 NEWS sender bl.a. fra et par af Socialdemokratiets formand Mette Frederiksens taler, når kanalen dækker 1. maj-begivenhederne. (Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix / TV 2)

TV 2 NEWS sender bl.a. fra et par af Socialdemokratiets formand Mette Frederiksens taler, når kanalen dækker 1. maj-begivenhederne. (Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix / TV 2)

28. april 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Tæt dækning på NEWS af arrangementer i anledning af arbejdernes internationale kampdag samt fokus på udviklingen i de socialdemokratiske partier i Danmark og resten af Europa.

TV 2 NEWS er med fra tidlig morgen klokken 06.00, når der traditionen tro afholdes arrangementer på arbejdernes internationale kampdag mandag 1. maj.

I NEWS' 1. maj-studie i København er værterne Lasse Sjørslev og Anne Vig klar, og der transmitteres hele dagen frem til klokken 16 fra forskellige møder. Bl.a. når Mette Frederiksen (S) er på talerstolen i Randers, når Pia Olsen Dyhr (SF) taler i Odense, og når LO-formand Lizette Risgaard går på talerstolen i Fælledparken i København.

I studiet sidder også politisk redaktør Anders Langballe og politisk kommentator Noa Redington. Ude i landet står også TV 2 NEWS' livereportere klar til at dække 1. maj.

- På NEWS er vi begejstrede for al slags politik. På 1. maj er der mulighed for at sætte fokus på den røde politik hele dagen, og det glæder vi os til, siger Anders Langballe.

I magasinerne 'Verden ifølge Trump' første gang mandag klokken 18.20 er der bl.a. fokus på de europæiske socialdemokratiers krise, og senere på aftenen er der debat på TV 2 NEWS om den kurs, Socialdemokratiet i Danmark er slået ind på.

Har Socialdemokratiet rykket sig markant, og kan den gamle S-sjæl følge med? I studiet deltager bl.a. folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) og Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev. 

Billede {0} af {1}