Nuværende nyhedsdirektør Ulla Pors (til venstre) træder ind i TV 2s direktion som indholdsdirektør, mens Anne Mette Svane bliver ny nyhedsdirektør. (Foto: Morten Frøslev / TV 2 Danmark)
Indholdsområdet i TV 2, der omfatter nyheder, programmer og fiktion, skal have ny direktør. Lotte Lindegaard, der siden 2021 har været indholdsdirektør og medlem af direktionen i TV 2 Danmark, har besluttet at forlade rollen som indholdsdirektør for at overtage roret som fiktionschef permanent, som TV 2 har annonceret tidligere i dag.
Ny indholdsdirektør bliver Ulla Pors, der siden 2021 har været nyhedsdirektør i TV 2. Hun indtræder samtidig i TV 2s direktion fra 1. maj 2026.
- Det er en meget erfaren, publicistisk stærk og dygtig leder, der overtager indholdsområdet i TV 2, og den rigtige til opgaven i den tid, vi er i, er Ulla Pors. Ulla har unik erfaring med indhold, nyheder og digital omstilling og for at oversætte vores indhold til danskernes behov både nu og her og i fremtiden. Ulla ved, hvor afgørende det er for vores sammenhængskraft og demokrati, at vi har modige, kritiske og troværdige medier i Danmark og hun har stået i spidsen for centrale, publicistiske beslutninger. Vi har taget hul på vores 2030-strategi i hele huset, og det bliver et vigtigt tidspunkt, at Ulla træder ind i direktionen på. Jeg er meget glad for det nye hold, vi sætter, og er meget stolt af, at vi har en stærk og erfaren talentkæde i TV 2, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
TV 2 har den førende nyhedsposition i Danmark, og 74 procent af danskernes nyhedssening foregår hos TV 2. Ulla Pors blev nyhedsdirektør i 2021, før det var hun chef TV 2 News, Udvikling og Event og har tidligere været kanalchef for DR1.
- Vi står i en vild tid, både i verden – men også i medieverdenen. En verden i opbrud samtidig med flyttet mod streaming, digital transformation, brugerne spredt på alverdens platforme og AI, der skal bruges klogt. Vi skal tænke nyt og arbejde sammen på nye måder for fortsat at lykkes med at samle danskerne om stærkt og vedkommende public service-indhold. Den udfordring glæder jeg mig til at være med til at løfte nu i en endnu mere strategisk ledelsesrolle. Med en solid baggrund fra nyheder kommer jeg nu til at brede armene ud mod alt TV 2s indhold i samarbejde med dygtige og kompetente kolleger både i TV 2 og ude i branchen, siger Ulla Pors og fortsætter:
- Selvfølgelig er det Anne Mette Svane, der fremover skal lede nyhedsafdelingen. De sidste fire år på News har hun bevist, at hendes evner som både journalist og leder er helt unikke. Jeg glæder mig til at se Anne Mette i den nye, vigtige rolle.
Ny nyhedsdirektør sætter nyt hold
TV 2s nye nyhedsdirektør bliver Anne Mette Svane, der i dag er chefredaktør for TV 2 News og souschef i TV 2 Nyhederne. Svane kom til TV 2 i 2022 fra en stilling som chefredaktør på Politiken og har på få år sat et markant præg på TV 2 News og på TV 2 Nyhederne.
- Jeg deler en stor passion for nyheder med alle medarbejdere på TV 2 Nyhederne, der er fantastisk dygtige til at fortælle historier, som danskerne kan mærke og relatere sig til i deres hverdag i en urolig verden. Vi har et stærkt udgangspunkt for at udvikle og innovere vores nyhedsindhold og dermed favne endnu flere og yngre brugere på Play, TV2.dk og sociale platforme. Det kommer til at kræve mod, nytænkning og et stærkt publicistisk kompas at leve op til positionen som Danmarks førende digitale nyhedsformidler, siger Anne Mette Svane.
Med udnævnelsen af Anne Mette Svane sættes der nyt chefhold i TV 2 Nyhederne.
TV 2 Nyhedernes nuværende chefredaktør og nyhedschef, Jon Hasselbalch Mikkelsen, bliver souschef og stedfortræder for nyhedsdirektøren. Han vendte tilbage til TV 2 i 2021 efter en periode som aktualitets- og nyhedschef på Radio IIII.
Thomas Hem Gadsbølle er ny chefredaktør for TV 2 News. Han blev redaktionschef på nyhedskanalen i 2021 efter at have været chef for Radioavisen og P3 Nyheder hos DR. Før det har Thomas Hem Gadsbølle gennem en årrække varetaget stillinger som reporter, redaktør, redaktionschef for TV 2 Nyhedscenter og senest redaktionschef på TV 2 News.
Ændringerne på indholdsområdet træder i kraft 1. maj 2026.