'Forræder - Ukendt grund' flytter ind på TV 2

Efter to sæsoner på TV 2 Echo flytter 'Forræder - Ukendt grund' nu til TV 2, hvor det sammen med den helt nye programudvidelse 'Forræder - Under kutten' og det øvrige 'Forræder'-univers skal være med til at styrke weekendunderholdningen og samle seere på tværs af aldersgrupper.

Trofaste fans af 'Forræder'-universet kan allerede glæde sig! Når der 17. april er premiere på tredje sæson af 'Forræder - Ukendt grund' med spilleder Martin Johannes Larsen i front, bliver det på TV 2 i bedste sendetid, og ud over nye mord, løgne, missioner og alliancer byder den kommende sæson på flere overraskelser.

- Det helt særlige ved 'Forræder - Ukendt grund' er jo, at castet ikke i forvejen er kendt af seerne eller hinanden, så alle starter fra nul og kan helt strategisk vælge, hvor meget af deres baggrundshistorie de vil dele med gruppen, og hvad de vil holde tilbage. Det medfører et helt særligt lag til spillet, hvor vinderen eller vinderne kan forlade slottet med en pengepræmie under armen. I denne sæson har vi også valgt at tilføje lidt ekstra uforudsigelighed, når spilleder Martin udvælger en helt særlig hemmelig forræder, hvis identitet er skjult for både de loyale, de øvrige forrædere og ikke mindst for seerne, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.

Foto: BLU/TV 2

Ud over den hemmelige forræder er der 17. april også premiere på programudvidelsen 'Forræder - Under kutten' med Natasha Brock som vært.

- Det nye program er for alle dem, der bare gerne vil blive i 'Forræder'-stemningen lidt længere og nørde alle spillets facetter. Her modtager tidligere ærkeloyal Natasha Brock spillerne umiddelbart efter, at de er blevet myrdet eller forvist fra slottet, og vi får landet alle de følelser og teorier, der ikke var plads til i hovedprogrammet. Både med helt nye klip - og så selvfølgelig hver gang med den helt ægte reaktion, når det afsløres for spillerne, hvem der i virkeligheden gemmer sig under 'Forræder'-kutten, siger Thomas Richardt Strøbech.

Du kan læse mere om tredje sæson af 'Forræder - Ukendt grund' og de 19 spillere i pressekittet, hvor du også kan downloade billeder. 

'Forræder - Ukendt grund' og 'Forræder - Under kutten' kan ses på TV 2 Play og TV 2 fra fredag 17. april. Der er otte episoder i alt. 

Billede {0} af {1}