Influenceren, iværksætteren og moren Irina Olsen står midt i sit livs krise, da hun vælger at gå fra sin mand gennem mere end ti år. I den nye serie 'Irina i stykker', der kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo fra 5. marts, følger vi Irina tæt fra det tidspunkt, hvor hun forlader ægteskabet, og i de første seks måneder efter bruddet, hvor livet, som hun kendte det, falder fra hinanden.
Midt i det offentlige brud skal Irina forsøge at genopbygge sit liv og finde en ny retning – som kvinde, som mor og som offentlig person – alt imens tusindvis følger med fra sidelinjen.
Serien giver et hudløst ærligt indblik i, hvordan det er at være Irina, når hun efter flere år med fokus på familien skal sparke gang i sin karriere igen, møde op og stille sig frem – også når hun selv er ved at gå i stykker. Seerne kommer med, når Irina forsøger at skabe et nyt fundament for sig selv og sine børn – ovenikøbet med en økonomi, der er udfordret – og når ny kærlighed spirer midt i de følelsesmæssige efterdønninger fra skilsmissen.
Vi kan spejle os i andres store livsvalg
- Irina Olsen åbner ærligt op om en meget sårbar situation, som er genkendelig for rigtig mange. I Danmark ender mere end 40 procent af alle ægteskaber i en skilsmisse, og måske kan seerne bruge denne historie som et spejl på deres egne oplevelser, hvad enten de står midt i en skilsmisse eller andre former for brud. Det er den upolerede historie om de op- og nedture, der følger, når man tager et så afgørende valg i sit liv, siger TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg og fortsætter:
- På TV 2 forsøger vi så vidt muligt at være med i mange af de store valg, der er i livet, og bidrage til både refleksioner og samtaler om det, der betyder noget for os. Om det er i jagten på kærlighed, når vi køber bolig, tager på den ultimative rejse eller som her, når skilsmissen rammer.
'Irina i stykker' har premiere torsdag 5. marts på TV 2 Play og TV 2 Echo. Der er seks episoder i alt.