Svenske Josefin Asplund som dronning Ingrid, Asta Tvilling Jensen som prinsesse Margrethe og Nikolaj Lie Kaas som kong Frederik 9. (Foto: Audrius Solominas/TV 2).
Optagelserne til den nye TV 2-dramaserie 'Margrethe' er netop færdige, og dermed kan danskerne begynde at glæde sig til fortællingen om den lille pige, der blev født 16. april 1940.
Vi kender hende som dronning Margrethe 2. af Danmark, en unik og elsket person, som kom til verden som et lys i mørket i et besat Danmark.

- Historien om vores alle sammens dronning Margrethe 2. er en fantastisk, dramatisk fortælling om en pige, der vokser op under meget særlige omstændigheder i en magtfuld familie og bliver 'den udvalgte'. Det, der har interesseret os mest, er ikke alt det storslåede og guldbelagte, men det menneskelige indblik i, hvordan det er at være en del af en sådan familie. Hvordan man er far, når man er konge. Og især hvordan det er at være en lille pige, der vokser op på et slot, imens verden er usikker, og der er krig lige uden for vinduerne, siger executive producer hos SAM, Meta Louise Foldager Sørensen.
Serien handler først og fremmest om en pige og hendes familie; en pige, hvis skæbne var beseglet fra fødslen. Vi følger hende og familiens dagligdag og kommer både tæt på livet på Amalienborg, men også på de ansatte ved hoffet.
'Margrethe' tager sin begyndelse i 1940, og serien vil omfavne den kongelige familie på godt og ondt, på de bonede gulve og i de politiske dilemmaer, men først og fremmest fortælle historien om pigen, der blev født som prinsesse, men som ung teenager også blev tronarving.
Pernille Bech Christensen, der er senior executive producer på TV 2, siger:
- Dronning Margrethe 2. har haft en stor betydning for alle danskere, uanset om man er gammel eller ung, tilhænger eller modstander af monarkiet. Derfor er 'Margrethe' også en serie, som vi kan samles om, for vi har alle et forhold til hende. Jeg glæder mig til at dele serien med danskerne - en serie om en helt speciel kvinde, der som har formået at holde fast i sig selv og sine værdier gennem hele livet, uanset hvilken vej verden drejede.

Stjernebesat cast
Den nye serie har et stjernebesat cast med blandt andre Nikolaj Lie Kaas og svenske Josefin Asplund i rollerne som kong Frederik 9. og dronning Ingrid, Kirsten Lehfeldt som dronning Alexandrine og Henrik Larsen som kong Christian 10., mens Margrethe spilles af flere forskellige børneskuespillere.
Desuden medvirker Marie Reuther, Marco Ilsø, Christine Albeck Børge, Anders Heinrichsen, Andreas Jebro, Peter Zandersen, Flemming Enevold, Thure Lindhardt, Johan Olsen, Klaus Bondam med flere.

Forventet premiere i 2027
Fiktionsfortællingen tager sin begyndelse i 1940, og de første seks afsnit slutter i 1953, da prinsesse Margrethe bliver tronarving. Serien forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2027.
'Margrethe' er udviklet efter en idé af Søren Sveistrup, Thor Bjørn Krebs er hovedforfatter og Mogens Hagedorn er konceptuerende instruktør. Serien er produceret af SAM Production i samarbejde med Ahil Films med støtte fra Public Service Puljen, Nordisk Film & TV Fond og Creative Europe. Adam Price er creative executive producer, Meta Louise Foldager Sørensen er executive producer, mens Pernille Bech Christensen er TV 2 senior executive producer.