Fra 1. december får danskerne mulighed for at tilvælge synstolkning på udvalgte danske fiktionsserier og programmer på TV 2 Play. TV 2s nye familiejulekalender og ’Badehotellet’ er blandt de første serier, der kan opleves med synstolkning.
TV 2 tager nu yderligere et skridt for at øge tilgængeligheden med introduktionen af synstolkning. Med det nye initiativ vil udvalgte danske fiktionsserier og programmer fremover kunne opleves med synstolkning på TV 2 Play. Med denne satsning understreger TV 2 ambitionen om at give alle danskere adgang til public service-indhold.
- Vi er meget glade for, at vi nu får mulighed for at gøre TV 2s indhold endnu mere tilgængeligt for flere danskere – også dem, der lever med et synshandikap. Det er vigtigt for os, at TV 2s omfattende public service-indhold kan tilgås af flest mulige danskere, så de får mulighed for at være en del af den offentlige samtale, og så TV 2 kan fastholde positionen som danskernes foretrukne leverandør af dansk kvalitetsindhold, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard.
TV 2s brugerråd for tilgængelighed har haft afgørende betydning for udviklingen af synstolkningsløsningen på TV 2, herunder principper for udvælgelse af indhold.
- Det er rigtig positivt, at TV 2 nu lancerer synstolkning. Der ligger et stort fællesskab i at kunne tale med om alt lige fra dramaserier, dokumentarprogrammer eller årets julekalender. Derfor har det stor betydning, at fjernsynsprogrammer nu bliver synstolket på TV 2 – ikke kun for blinde og svagsynede, men også for alle, der har svært ved at følge med på skærmen. Det kan for eksempel være ældre eller mennesker med udviklingshandicap. Synstolkning giver dermed endnu flere danskere mulighed for at være med i samtalerne om det, der rører sig i samfundet, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, der er paraplyorganisationen for blandt andre organisationerne i TV 2s brugerråd for tilgængelighed.
Fra starten af december kan der hver dag vælges et nyt, dagligt afsnit af TV 2s nye familiejulekalender, ’Valdes Jul’, sæson 2, i en synstolket version. Ud over at synstolke udvalgte nye fiktionsserier og programmer har TV 2 valgt også at synstolke arkivmateriale i form af alle 10 sæsoner af den populære serie ‘Badehotellet’. Fra 26. december kan dokumentaren ’Sidste tjek ind på Badehotellet’ opleves med synstolkning, ligesom sæson 1-5 af ’Badehotellet’ er tilgængelig fra samme dato. Sæson 6-10 er tilgængelig fra uge 7 2026.
28. december er der premiere på sæson 2 af serien ‘Dag & Nat’ med synstolkning, ligesom sæson 1 af ’Dag & Nat’ også vil være tilgængelig med synstolkning fra 25. december.
I det nye år er der planlagt synstolkning af blandt andet serierne ’De bedste år’, ’Sommerdahl’ og ’Klovn’, hvor der er nye sæsoner på vej af alle tre serier.
Link til mere info på kundeservice.tv2.dk