Anders Antonsen bliver chef for nyoprettet produktionsafdeling på TV 2

Anders Antonsen bliver chef for nyoprettet produktionsafdeling på TV 2. (Foto: TV 2)

Anders Antonsen bliver chef for nyoprettet produktionsafdeling på TV 2. (Foto: TV 2)

21. november 2025;
Af: TV 2 Kommunikation

Det bliver Anders Antonsen, der skal lede TV 2s nyoprettede afdeling for produktion. Den nye afdeling er resultatet af et længere, målrettet strategiarbejde på TV 2, hvor ambitionen er at styrke produktionsområdet markant og skabe en mere sammenhængende og tidssvarende organisation.

Afdelingen består af cirka 130 medarbejdere, der tilsammen skal sikre, at TV 2s produktioner også fremover er indholdsdrevne, fleksible og effektive. Fokus er på tværgående samarbejde, fælles standarder og høj kvalitet, så TV 2 kan levere stærke produktioner i et mediemarked, der konstant udvikler sig.

Anders Antonsen fungerer i dag som administrerende direktør for Matchday Production og besidder omfattende ledelseserfaring fra både danske og internationale medievirksomheder. Han har blandt andet varetaget rollerne som COO hos SBS Media samt COO og CFO hos Discovery Networks gennem over 15 år. Anders Antonsen ser frem til at varetage den kommende opgave på TV 2.

- Jeg glæder mig til at blive en del af TV 2 og går til opgaven med ydmyghed over for den dygtighed og ekspertise, der altid har præget TV 2s produktioner. Produktionsområdet står foran en vigtig udvikling, hvor vi både skal fastholde det solide fundament og samtidig styrke og udvikle området, så det i endnu højere grad understøtter den teknologiske og forretningsmæssige transformation, TV 2 konstant er i gang med. Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet med nye kolleger i afdelingen og på tværs af hele organisationen om dette, siger Anders Antonsen.

Samling af kompetencer i ny afdeling
Anders Antonsen begynder i sin rolle som produktionschef engang i det nye år. Allerede fra 1. november har TV 2s produktionsafdeling været i drift, hvor flere kompetencer og medarbejdere fra Nyhederne, Sporten og Teknologi er blevet samlet i en ny afdeling. Formålet med centraliseringen er at skabe en fælles retning på TV 2, der skal styrke udviklingen af fremtidens produktioner.

Produktionsafdelingen er tæt integreret med de indholdsproducerende afdelinger, Nyhederne og Sporten, og er organiseret under Frederik Lauesen, der nu er direktør for Sport og Produktion. Han ser frem til at få Anders Antonsen med ombord.

- Anders bringer betydelig erfaring, som jeg er sikker på, kan bidrage væsentligt til fortsættelsen og videreudviklingen af TV 2s høje standarder for indholdsproduktion. Han besidder en solid kombination af strategisk overblik, dyb indsigt i produktionsprocesser samt en bemærkelsesværdig forretningsforståelse. Derudover har Anders omfattende ledererfaring og demonstrerer evnen til at håndtere udfordringer både internt og eksternt, siger Frederik Lauesen, direktør for Sport og Produktion.

Den nye produktionsafdeling dækker områder som produktionsdesign, hvor både produktionsspecialister, produktionsteknikere og lydspecialister er inkluderet. Den omfatter desuden salg, faciliteter og udstyr — heriblandt TV 2s eget produktionsselskab, East Production, der producerer både in-house og eksternt, samt Depotet, som håndterer udstyr og biler.

Alle funktioner, der understøtter TV 2s daglige drift, er også samlet i produktionsafdelingen under området Operations. Dette dækker over Playout, MCR, Media Management, Mediecentret og ansvar for al tekstning på TV 2.

Billede {0} af {1}