Danskerne dedikerer en stadig større andel af deres seertid til de danske public service-tjenester, og det indikerer, at dansk relevans fortsat har en stor værdi hos de danske seere.
Streamingrapportens vigtigste pointer
Danskerne dedikerer en stadig større andel af deres seertid til det danske public service-indhold: Tidligere udgjorde kategorien af øvrige kommercielle streamingtjenester knap halvdelen af forbruget – i dag udgør den omkring en tredjedel
Mens Netflix for blot få år siden var den største streamingtjeneste i markedet målt på daglige minutter, har hierarkiet nu ændret sig. Mens forbruget på TV 2 Play og DRTV over årene følges nogenlunde ad, bliver der fortsat længere ned til Netflix, der taber sening. En trend, der ses blandt flere af de internationale streamingtjenester
Dansk relevans er fortsat en topprioritet: Stor tilslutning til danske dokumentarer, reality, dansk fiktion og underholdning, hvor både historier, karakterer og problematikker er helt tæt på seerne
- Det danske public service-indhold indtager løbende en mere central placering i danskernes streamingforbrug. Hvor de øvrige, kommercielle – og primært internationale – streamingtjenester tidligere dominerede danskernes forbrug, er fordelingen nu helt jævn mellem kategorierne. Det er både de danske public service-streamingtjenester og distributørstreamingtjenester, der vokser i andele, og på begge typer af tjenester udgør det danske public service-indhold netop kernen af forbruget, siger Sofie Bruun, Head of Market and Audience Insight hos TV 2 Data & Insight.