Etiske og publicistiske dilemmaer ved udgivelsen af nye Sorte svane-afsløringer

11. juni 2025;
Af: Ulla Pors, nyhedsdirektør TV 2

De første programmer rystede Danmark ved at skildre, hvordan Over- og Underdanmark samarbejder om kriminalitet. For første gang blev der sat billeder på økonomisk kriminalitet og svindel mellem hårdtslående rockere og fine advokatkontorer. Programmernes enorme konsekvenser er forsat i gang i danske retssale.

Udgivelsen af de første fem programmer var journalistisk forbundet med en lang række etiske og publicistiske dilemmaer. Sjældent har vi i TV 2s historie måttet træffe så mange, så svære og så usædvanlige beslutninger.

Nu er vi så tilbage med to nye afsnit af ’Den sorte svane’ – og det samme er dilemmaerne og de svære beslutninger.

Vi fortalte ikke det hele
"Den eneste måde, vi slipper ud af det i live – altså fysisk i live, men også journalistisk – det er ved, at vi fortæller hele historien. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi fortæller det hele."

Sådan sagde vi i de første programmer, da vi havde opdaget, at programmets muldvarp også havde snydt os.

Men vi fortalte ikke hele historien om vores muldvarp, Amira Smajic. Hun havde delt med os, at hun i en årrække har været meddeler for politiet. Hun bad os om at udelade den oplysning fra programmerne af hensyn til hendes personlige sikkerhed. Det sagde vi ja til, fordi vi var enige med hende om, at det kan være farligt at blive udpeget som meddeler i det kriminelle miljø. Og fordi vi ikke mente, at oplysningen var nødvendig, så længe både vi og Amira Smajic overholdt de spilleregler, vi lavede for det journalistiske arbejde.

Derfor kom politisamarbejdet først frem efter programmerne, da Berlingske skrev historien i oktober 2024. Dermed blev meddelerrollen offentligt kendt, og derfor kan vi på TV 2 nu også detaljeret fortælle, hvad vi har fundet ud af om politiets rolle og hvordan de har samarbejdet med deres meddeler.

De nye programmer handler således langt mere om politiets rolle. Denne gang er det samfundets vigtigste principper, der er på spil. Retssikkerheden. Ytringsfriheden. Pressefriheden.

Fortæller vi så nu det hele? Nej, vi fortæller det, vi kan dokumentere og verificere. Det er meget væsentlige oplysninger for det danske samfund, og derfor er vi publicistisk forpligtede til det.

Dilemmafyldte beslutninger
I afsnit seks af ‘Den sorte svane’ lægger vi det åbent frem for seerne, at vi på TV 2 er blevet udspioneret, og at fortrolige og følsomme oplysninger fra en af vores journalisters notesbøger samt en harddisk er blevet delt med politiet af Amira Smajic. I nogle tilfælde virker det som om, at meddeleren, Amira Smajic, selv tager initiativ til at spionere og videregive fortrolige oplysninger fra frie medier, og i andre tilfælde er det hendes kildeførere i politiet, der efterspørger konkret information.

I afsnit syv, der handler om en konkret straffesag, lægger vi også en lydfil frem med en samtale mellem kildeførere fra politiet og Amira Smajic. Her instrueres hun i at afgive falsk forklaring til politiet.

Vi bringer samtalen, fordi hele præmissen for TV 2s tilsagn om ikke at bringe den, er væk. Vi lovede, at vi ikke ville bringe lydklippet, fordi Amira Smajic ved projektets begyndelse ikke var afklaret om, hvorvidt hun ville fortælle offentligheden om sit samarbejde med politiet. Det var begrundelsen for løftet. Den præmis er væk nu, efter at Amira Smajic’ samarbejde med politiet er alment kendt. Senest med hendes egen meget detaljerede kronik, der blev bragt i Politiken i starten af juni.

Lydklippet i afsnit syv afslører ifølge en ekspert i programmet en strafbar handling hos politiet, som man kalder bevisforvanskning. Det er med andre ord ekstremt væsentlige oplysninger at få frem. Fordi det er vores alles retssikkerhed, der er på spil.

Hvorfor kommer programmerne først nu?
Efter at have set de nye programmer vil nogen givetvis spørge, hvornår TV 2 vidste alt det, der nu kommer frem. Hvorfor fortæller vi det først nu?

For et år siden, da vi publicerede de første fem programmer, var vi som nævnt klar over Amira Smajic’ rolle som meddeler – og vi var også klar over, at hun havde delt oplysninger med politiet fra en harddisk og en notesbog tilhørende TV 2.

Mediespionagen skete i det researchforløb, der fandt sted, inden vi overhovedet havde et kontor med skjulte kameraer til ’Den sorte svane’ under overvejelse. Men vi opdagede først denne mediespionage, efter at vores samarbejde med Amira Smajic brød sammen i november 2023.

Vi havde oprindeligt lovet ikke at omtale politisamarbejdet af sikkerhedshensyn. Men inden publicering spurgte vi alligevel, om vi ikke kunne bringe det som del af Amira Smajic’ egen forklaring. Her fik vi indskærpet af hendes advokat umiddelbart inden publicering, at det under ingen omstændigheder måtte komme frem. Derfor var det ikke med i de første fem programmer.

På lydfilen, vi bringer i de nye afsnit, kan man høre, hvordan politiet instruerer Amira Smajic i, hvad hun skal forklare i et forhør. Det klip havde vi lyttet igennem allerede i april 2022 og undret os over. Men først sidste sommer – efter udgivelsen af ‘Den sorte svane’ – fandt vi ud af, hvad det er for en sag, der tales om.

Forinden havde vi ikke indgående kendskab til den såkaldte ‘Operation Bagdør’, men i juni 2024 blev vi bekendt med, at Amira Smajic faktisk var blevet afhørt af politiet i sagen. Og at hun havde givet netop den forklaring, hun på vores optagelse instrueres i af sine kildeførere.

Selv med viden om at kildeførernes instrukser faktisk blev ført ud i livet, var vi stadig bundet af vores løfte om ikke at viderebringe informationer om Amira Smajic' politisamarbejde.

Da den situation ændrede sig med Berlingskes offentliggørelse af Amira Smajic' meddelerrolle i efteråret 2024, gendannede vi redaktionen bag ’Den sorte svane’ med henblik på yderligere research mod potentielle programmer. Tilrettelæggelsen af de programmer har varet indtil nu. Derfor udkommer de nye afsløringer først her i juni 2025.

Hvad betyder de nye afsløringer for de første programmer?
Nu ved vi, at politiet tidligt i vores researchforløb har modtaget fortrolige oplysninger om vores journalistiske arbejde. Men betyder det så, at de holdt øje med optagelserne på kontoret i de første programmer og måske endda prøvede at påvirke dem gennem deres meddeler, så alt i ‘Den sorte svane’ kan siges at være en politioperation?

Nej, det har vi ikke dokumentation for at sige. Ved udgivelsen af de første programmer var vi ikke bekendt med, om Amira Smajic havde delt oplysninger med politiet om det, vi viser i programmerne fra kontoret. Vi havde en aftale om, at det ikke måtte ske. Og vi har ikke materiale, der tyder på det, eller viden om, at politiet gennem Smajic skulle have forsøgt at påvirke det journalistiske arbejde.

TV 2 har haft den redaktionelle kontrol over tilrettelæggelsen af det journalistiske arbejde og i klipningen. Det er os, der har bestemt, hvad der skulle sendes. Spørgsmålet om, hvad politiet har vidst, må rettes til politiet selv og til Amira Smajic. Det har vi naturligvis også gjort, men vi har ikke fået noget svar.

Vi havde også kontakt til politiet kort før offentliggørelsen af de første fem programmer. Vi fortalte dem i meget usædvanlig stil, at programmerne var på vej. Det gjorde vi uden at nævne navne på implicerede, men for at høre politiets vurdering af sikkerhedsudfordringerne ved programmerne. Det var kun det, dialogen handlede om på det tidspunkt.

Afsløringerne i de første fem programmer står stadig. De bygger netop ikke kun på en kriminel kildes udsagn, men på skjulte optagelser, hvor Over- og Underdanmark afslører sig selv for rullende kameraer. Vi har dokumentation for det, vi bringer, og det er der ikke rokket ved med de nye programmer.

Det komplicerede forhold til Amira Smajic
Vi er smerteligt bevidste om, at det komplicerede forhold, vi har til Amira Smajic – muldvarpen, der modigt afslørede særdeles væsentlig kriminalitet – formentlig aldrig er set før i dansk mediehistorie. Vi havde helst set, at vi var udkommet med både de første fem og de to nye programmer sammen med hende. Sådan blev det ikke. Amira Smajic har ikke tillid til TV 2, og vi har ikke tillid til hende.

Amira Smajic har i en kronik i Politiken skrevet, at TV 2 har søsat et skib med hende ombord og ført hende til ingenmandsland. Det billede kan vi ikke genkende. Vi anerkender fuldt ud, at vi fortsat har et ansvar over for Amira Smajic. En dialog med hende er dog en forudsætning for, at vi kan leve op til det ansvar.  

At en kilde selv ophæver en aftale, og præmissen for den aftale derfor er væk, giver naturligvis ikke TV 2 carte blanche til at fortælle og udgive hvad som helst. Når det gælder retssikkerheden og politiets arbejdsmetoder, er det TV 2s opgave som publicistisk og uafhængigt medie at bringe information, der er relevant for vores tillid til retsstaten.

Vide rammer for uafhængig journalistik
Har I ikke bare været naive på TV 2? Jo, måske var det naivt af os at tro, at vi kunne stole på vores aftaler med Amira Smajic. Hvis vi havde vidst alt, hvad vi ved i dag, da vi gik i gang med projektet ‘Den sorte svane’, så havde vi nok gjort nogle ting anderledes. Men vi mener bestemt ikke, at det var naivt af os at antage, at politiet ikke instruerer deres kilder i opdigtede forklaringer eller ønsker at kigge med i maskinrummet hos frie, uafhængige medier.

Det er en af grundstenene i et demokrati, at journalister kan udfylde deres rolle som samfundets vagthund uden at skulle frygte, at myndighederne forsøger at obstruere eller påvirke den frie presses arbejde. Pressen skal have vide rammer for at bedrive uafhængig journalistik, og vi skal råbe op, når vi ser magtmisbrug. Det gør vi nu.

NSK, politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet, har ikke ønsket at hverken be- eller afkræfte samarbejde med konkrete meddelere. Det er helt forståeligt. Men vi og offentligheden må forvente svar på omfanget af politiets infiltrering af TV 2s redaktionelle rum. Det er meget alvorligt for os og for alle danske medier.

Læs tidslinje over hele forløbet med 'Den sorte svane' og samarbejdet med Amira Smajic her. 

Billede {0} af {1}