Fire ud af fem sendetimer på TV 2 er på dansk

01. maj 2025;
Af: TV 2 Kommunikation

79,1 procent af indholdet på TV 2 var i 2024 dansksproget. Det viser TV 2 Danmarks public service-redegørelse, der netop er offentliggjort.

 

Hver uge bruger ni ud af 10 danskere tid sammen med TV 2 Danmark på tværs af platforme. Over hele Danmark samles vi om de store fælles begivenheder og om dansk fiktion og underholdning, dansk reality, sport, nyheder og aktualitet.  

I 2024 bestod hovedkanalens samlede programflade af 5.575 timers dansksprogede programmer, svarende til 79,1 procent af den samlede programsendetid. Det er samme niveau som sidste år og betyder, at fire ud af fem sendetimer var med dansksproget indhold.

- Det er på det danske, vi kan og skal gøre noget særligt på TV 2. Vi er den største udbyder af dansk kvalitetsindhold og public service, og den position arbejder vi hele tiden på at fastholde og forstærke. For os er det afgørende at engagere danskere i alle de emner, der er vigtige for os i Danmark, og derfor er jeg meget tilfreds med, at vi holder fast i det store udbud af dansk indhold, siger indholdsdirektør på TV 2, Lotte Lindegaard.  

Nyheder samler stadig
Nyhedsudsendelser er en væsentlig del af sendefladen på TV 2. Ligesom de foregående år sendte TV 2 i 2024 tre nyhedsudsendelser i aftenfladen fra mandag til torsdag.

I 2024 sendte TV 2 i alt 1.548 timers nyheder svarende til 21 procent af den samlede programsendetid på TV 2. Året før stod nyhedsdækningen for 22 procent af den samlede sendetid.

- Nyheder spiller en særligt vigtig rolle for TV 2 som public service-hus og for TV 2s gennemslagskraft hos danskerne. En af vores mest grundlæggende opgaver er oplysning, så borgerne kan træffe beslutninger og deltage i demokratiet på et oplyst grundlag. I en tid med et udfordret mediemarked og store forandringer i danskernes medievaner er det virkelig glædeligt at se, at troværdige nyhedsudsendelser stadig samler mange danskere, siger Lotte Lindegaard.

Afrapportering på nye public service-krav
TV 2 var i 2024 underlagt to public service-tilladelser: Public service-tilladelsen 2019-2023, der blev forlænget ved tillægsaftale, samt public service-tilladelsen 2024-2026, der trådte i kraft 1. april 2024.

Public service-redegørelsen, som TV 2 offentliggør i dag, er dermed den første besvarelse af TV 2 Danmarks tilladelse for 2024-2026 – herunder også det nye krav, der er indført om udvikling af et nyt ugentligt sendetidspunkt med dansksproget indhold for samsening med børn.

- Vi gør os generelt umage for at samle flest muligt mennesker om det samme stykke indhold. Det er især lykkedes at etablere traditioner for at samles foran skærmen omkring familiejulekalenderen hver december og fredag aften. Nu har vi analyseret gode muligheder for også at samle familierne lørdag aften med stor dansk kvalitetsunderholdning. Der vil være noget indløb på udvikling af et nyt, ambitiøst format, men det er under udvikling, og vi har store forventninger om, at det vil kunne samle familierne, siger Lotte Lindegaard.

Den nye tilladelse har været brugt som en anledning til at ændre redegørelsens format, så den nu er en mere stringent afrapportering af de specifikke redegørelseskrav.

Læs hele TV 2s public service-redegørelse 2024 her.

Billede {0} af {1}