TV 2 udvider sin fodboldpakke med Kvindeligaen

27. marts 2025
Af: Jacob Panum, PR-konsulent
Den bedste danske fodboldrække for kvinder kan fra næste sæson ses på TV 2s sportskanaler og TV 2 Play. Kvindedivisionsforeningen og TV 2 har lavet en seksårig tv- og streamingaftale frem til 2031.

Kvindefodbold er en af de hurtigst voksende sportsgrene globalt set, og herhjemme oplever Dansk Boldspil-Union (DBU) også, at flere piger melder sig ind i en klub for at spille fodbold. Nu bliver synligheden og tilgængeligheden af kvindernes bedste fodboldrække også større. Det sikrer en ny tv-aftale mellem TV 2 og Kvindedivisionsforeningen, som er blevet enige om retning og mål for et langvarigt samarbejde.

Tv-aftalen, som træder i kraft fra 2025/26-sæsonen, sikrer, at minimum en kamp om ugen fra Kvindeligaen bliver transmitteret på en af TV 2s lineære sportskanaler, mens alle de øvrige opgør i spillerunden bliver vist på TV 2 Play.

- Vi er klar til at være en aktiv medspiller i at løfte Kvindeligaen i fodbold i Danmark. Vi ser et stort potentiale i Kvindeligaen - ikke mindst med Danmarks største klubbers indtog på dette område. Og vi tror på, at vi sammen kan få interessen til at vokse markant over de næste mange år. Vi er fuldt ud klar over, at det ikke nødvendigvis bliver i morgen, derfor har en lang aftale også været et kardinalpunkt for TV 2, siger Frederik Lauesen, sportsdirektør på TV 2 og fortsætter:

- Denne rettighed passer samtidig perfekt ind i TV 2s dna, som blandt andet handler om at komme rundt i hele Danmark, som vi gør med både håndboldligaerne for både kvinder og mænd og 3F Superliga. Så vi har armene oppe i dag på TV 2 af glæde over et nyt stærkt partnerskab med masser af potentiale.

Vækst og øget interesse for Kvindeligaen

Mens FC Nordsjælland er forvarende mester i Kvindeligaen, skrev Brøndby IF’s kvinder historie i november 2024 ved at blive det første danske kvindehold med fuldtidsprofessionelle kontrakter.

Kvindeligaen tæller desuden stærke hold som Fortuna Hjørring, HB Køge og Superliga-klubben AGF. Øvrige Superliga-klubber som F.C. København og FC Midtjylland er også kommet med på vognen. FC Midtjylland spiller i øjeblikket om oprykning til Kvindeligaen, mens F.C. København spiller om oprykning til 1. division. Dansk kvindefodbold er med andre ord i en rivende udvikling, og den nye tv-aftale vil sætte yderligere skub i denne, lyder det fra Kvindedivisionsforeningen.

- Vi er meget begejstrede for vores nye mediepartnerskab med TV 2, hvor vi skal samarbejde om at udvikle Kvindeligaen. Det er helt centralt for Kvindedivisionsforeningen at styrke dansk kvindefodbold for klubhold, og det gør vi i høj grad ved at sikre os synligheden og tilgængeligheden for fodboldinteresserede danskere, siger Katja Moesgaard, forperson i Kvindedivisionsforeningens bestyrelse.

Større eksponering af Kvindeligaen

I dag kan den bedste danske fodboldrække for kvinder udelukkende ses på Kvindeligaens egen streamingplatform Kvindeliga.live. Men med 52.000 danske piger under 18 år, som spiller fodbold i DBU-regi, og en stigning på 11 procent det seneste år i aldersgruppen 13-18 år, er det vigtigt, at den øgede interesse også afspejler sig i mediebilledet, så unge spillere og alle andre fodboldinteresserede lettere kan få adgang til at se landets bedste spillere udfolde sig.

- Siden vi hjemtog liverettighederne til Kvindeligaen fra sæsonen 24/25, har vi arbejdet på at skabe det rette grundlag og udgangspunkt for at finde en mediepartner, der kunne se sig selv i arbejdet med at løfte dansk kvindefodbold over en længere periode, siger Marie Greve, administrerende direktør i Kvindedivisionsforeningen og fortsætter:

- Kvindeelitefodbolden accelererer, og de danske klubber arbejder hårdt for at sikre den udviklingsrejse. Med en stærk seksårig aftale har TV 2 i den grad gjort det klart, at de er med på den rejse, og vi kan ikke vente med at komme i gang sammen med de kompetente og erfarne folk hos TV 2.

Billede {0} af {1}