TV 2 ansætter ny finansdirektør

Jakob Dahlgaard Fink (Foto: NKT)

Jakob Dahlgaard Fink (Foto: NKT)

28. juni 2024
Af: TV 2 Kommunikation
TV 2s bestyrelse og administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen har udpeget den 51-årige Jakob Dahlgaard Fink som mediekoncernens nye finansdirektør.

Jakob Dahlgaard Fink kommer til TV 2 fra en stilling som finansdirektør hos NKT Photonics, og har før været finansdirektør i det tidligere TV 2 Norge-spinoff StormGeo samt finansdirektør i Ørsted Wind Power (DONG Energy Wind Power). 

- Det bliver en fornøjelse at få Jakob med på holdet i TV 2, hvor han får en nøglerolle sammen med den øvrige direktion i at sætte retningen frem mod 2030 i et mediemarked, hvor udfordringerne hele tiden skærpes. TV 2s fokus på dansk kvalitetsindhold og rettigheder, kommerciel udvikling og teknologi kræver nytænkning og en fast hånd på det finansielle rat, siger TV 2s bestyrelsesformand, Gregers Wedell-Wedellsborg. 

Jakob Dahlgaard Fink tiltræder sit nye job 1. september 2024. 

- Vi får en stærk finansdirektør med solid erfaring og forretningsforståelse, og jeg ser frem til, at Jakob skal være med til at positionere TV 2 rigtigt i en foranderlig medievirkelighed, hvor det er en bunden opgave, at vi hele tiden griber nye muligheder for at sikre vores gennemslagskraft i hele Danmark. Jakob er en empatisk person og har en holdånd, der betyder, at han bliver en god makker for mig i direktionen og en sparringspartner for resten af TV 2, når vi skal sætte retningen for vores kommende 2030-strategi og sikre, at vi fortsat kan samle danskerne, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.  

Jakob Dahlgaard Fink er uddannet cand.oecon fra Aarhus Universitetet og har blandt andet en baggrund fra investment banking/M&A. 

- Jeg er utroligt glad for at få muligheden for at blive en del af ledelsen i en enestående virksomhed som TV 2. TV 2 har siden starten i 1988 været - og er til stadighed - dagsordensættende i det danske medielandskab, og det er et stort privilegium for mig at skulle være med til at sætte retningen for de kommende år - i et marked, som ganske vist er udfordret af hastigt ændrede medievaner, men som også rummer talrige muligheder for en nytænkende og dynamisk virksomhed som TV 2. Jeg glæder mig meget til at tage fat på arbejdet sammen med alle de dygtige og dedikerede kollegaer. 

Jakob Dahlgaard Fink er bosiddende i København, og han afløser Carsten Topholt, som stoppede på TV 2 i april 2024.

Billede {0} af {1}