TV 2 tager sportssommeren mod nye bjergtinder

22. maj 2024
Af: Jacob Panum, PR-konsulent
TV 2 øger kadencen på sin vilde sportssommer med seermagneten Tour de France, hvor Jonas Vingegaard kan lave hattrick ved at vinde løbet for tredje gang i træk.

Når EM i fodbold går ind i sin afgørende fase, med knald eller fald-kampene og 1/8-finalerne ved slutrunden, begynder årets Tour de France. For første gang nogensinde bliver verdens største cykelløb indledt i Italien lørdag 29. juni i Firenze og slutter på grund af det forestående OL i Paris med en enkeltstart i Nice søndag 21. juli.

Optakten til årets løb har ikke været optimal for Jonas Vingegaard efter hans alvorlige styrt i april i Baskerlandet Rundt, som kostede et brækket kraveben og flere ribben plus en punkteret lunge. Men den dobbelte danske Tour-vinder kæmper for at blive klar til endnu en duel med rivalen Tadej Pogacar, og et stærkt felt hvor der også skal holdes skarpt øje med Primoz Roglic og Tour de France-debutanten Remco Evenepoel.

En række af de øvrige danske topryttere som Mads Pedersen og Magnus Cort stiller til start, og TV 2 er med hele vejen på de 21 etaper, som er placeret syd for OL-byen Paris, og hvor Tour-feltet passerer Alperne to gange på en rute, der med sin høje sværhedsgrad ligger godt til Jonas Vingegaard.

- Jeg er meget spændt på at se, hvilken form Jonas Vingegaard vil stille op med, og om vi undervejs vil kunne se på hans kørsel, om det voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt har sat sine spor. Forhåbentlig får det ingen betydning, så vi kan blive underholdt og fascineret af de store stjerners lyst og mod til at køre offensivt, siger Dennis Ritter forud for årets løb.

Lyden af sommer

Dennis Ritter og Rolf Sørensen er for 18. år i træk klar til at være sommerens lydtæppe og guide seerne gennem det franske landskab, og i kommentatorboksen får de skiftevis selskab af cykeleksperterne Christian Moberg og Emil Vinjebo.

null

Den af eksperterne, som ikke sidder i kommentatorboksen den pågældende dag, gør Tour-vært Søren Reedtz selskab i studiet, som igen i år placeres tæt på målstregen på hver etape. Sanne Jakobsen og Kasper Højstrup er Tour-reportere, mens Lars Fink laver indslag til Tour-udsendelserne.

Tour de France-etaperne vises som altid på TV 2 og kan desuden ses direkte uden afbrydelser på TV 2 Play. Derudover kan de følges live på sport.tv2.dk, som udover at give dig de seneste nyheder også zoomer ind på dagens etapeprofil og de danske rytteres muligheder.

Sendeplan for Tour de France 2024

Udskiftning i 'AftenTour' og 'Rolf og Ritter på Tour'

Michael Stærke bliver ny vært på 'AftenTour', hvor han sammen med den tidligere cykelrytter Lars Bak hver dag sender direkte fra næste dags startby eller et rytterhotel, hvor de får selskab af en aktuel gæst og giver dig sammenhæng, analyser og perspektiv på løbet.

null

Der er også en enkelt ændring i 'Rolf og Ritter på Tour', der som tv-format har eksisteret i 18 sæsoner. Rolf Sørensen døjer med en knæskade, der betyder, at han ikke kan sætte sig op på cyklen ved siden af Dennis Ritter. Derfor springer Lars Bak i stedet i pedalerne og kører dele af i alt fire etaper af årets Tour de France sammen med Ritter.

null

'Rolf og Ritter på Tour' består af fire programmer på TV 2 Play, og tager sit udspring i Italien, hvor Rolf Sørensen hjemmevant sender Lars Bak og Dennis Ritter godt afsted. De første to afsnit udkommer før Tour-starten, mens de to næste kan ses på løbets første hviledag 8. juli.

Se Tour de France med 3D Live

- I'm gone, I'm dead, lød det over radioen fra Tadej Pogacar, da sloveneren sidste år blev knækket af Jonas Vingegaards angreb på 17. etape og tabte over fem minutter til danskeren og reelt også løbet.

Igen i år får TV 2s seere lov til at lytte med på udvalgt indhold fra radiokommunikationen på holdene under Tour de France, og TV 2 har desuden tilkøbt 3D Live. Det er et GPS- og grafiksystem, som også benyttes af France Télévisions, ARD, NBC og en række andre broadcastere af Tour de France.

null

3D Live giver løbende seerne grafisk indblik i de udfordringer, som dagens etape byder på - stigningsprocenter, vejens beskaffenhed og profil. Det giver også oplysninger om vejrforholdene i forhold til vind og eventuelle våde veje, og så giver 3D Live også en direkte og præcis måling på, hvor hurtigt en gruppe ryttere kører i forhold til en anden gruppe, og hvor mange kilometer, der skiller dem fra hinanden.

Husk din Tour-bibel til havestolen

Du kan lade op til det legendariske løb og de enkelte etaper med TV 2s officielle Tour de France Magasin, som bliver udgivet i samarbejde med Egmont. 

Magasinet udkommer torsdag 6. juni - og her finder du 188 sider spækket med reportager med de danske ryttere, blandt andet Jonas Vingegaards kamp for at komme med til Touren, Magnus Corts nye rolle som superstjerne på et nyt hold, Jakob Fuglsangs drøm om en sidste Tour og Andreas Krons mål om en etapesejr.

Der er også profiler og analyser af alle 21 etaper, inklusive udvidede tidstabeller, analyser af samtlige 22 hold og deres største stjerner, tv-oversigt og en stor plakat med hele ruten.

35 år med Tour de France på TV 2

Sommer, TV 2 og Tour de France hænger uløseligt sammen.

Danskerne bakkede igen op i stor stil, da Jonas Vingegaard sidste år vandt Tour de France for andet år i træk. 497.000 så i snit hver etape fra verdens største cykelløb på TV 2 og TV 2 Play, hvilket gjorde løbet til det fjerde mest sete Tour de France i Danmark - kun overgået af forrige års løb med start i Danmark, Touren i 1997 på en andenplads og Touren i 1996 med Bjarne Riis som vinder.

null

TV 2 har dækket verdens største cykelløb lige siden 1989. Det begyndte med et resumé af dagens etaper, og 8. juli 1990 sendte TV 2 Tour de France for første gang live. Gennem årene er Tour de France blevet en ikonisk begivenhed, som vi danskere gerne trækker i skyggen for at se.

Billede {0} af {1}