TV 2 går 'all in' på OL i Paris 2024

OL-åbningen i Paris foregår denne gang ved, at atleterne sejler gennem den franske hovedstad. /Foto: TV 2

OL-åbningen i Paris foregår denne gang ved, at atleterne sejler gennem den franske hovedstad. /Foto: TV 2

31. maj 2024
Af: Jacob Panum, PR-konsulent
Efter EM i fodbold og Tour de France bliver det tid til kronen på værket - verdens største sportsevent - de olympiske lege 2024. De finder sted i Paris fra 26. juli til 11. august. TV 2 dækker OL massivt og går all in på TV 2 Play, TV 2, TV 2 Sport og TV 2 Sport X samt på tv2.dk og på TV 2s digitale platforme. Camilla Martin, Stine Bjerre Mortensen og Morten Ankerdal er klar i studiet ved Eiffeltårnet i 'Byernes by', der bliver fast holdepunkt under transmissionerne.

Den 33. udgave af verdens største sportsbegivenhed bliver sat i gang, når den olympiske flamme bliver tændt under åbningsceremonien ved Seinen i Paris 26. juli. 'Games Wide Open' er det officielle slogan, og OL-åbningen denne gang er et brud på traditionerne, da den foregår ved, at atleterne sejler gennem den franske hovedstad i 160 både, mens de bliver hyldet af over 600.000 tilskuere.

Ved Paris 2024 deltager mere end 10.500 atleter fra 206 nationer, og cirka 120 af Danmarks bedste atleter skal kæmpe for medaljer til Danmark. TV 2 deler rettighederne til OL med DR, men har liverettigheden til badminton, hvor der er mange danskere, som gør sig gældende lige nu. Andre store sportsgrene til OL er håndbold, tennis og atletik, der alle tre bliver delt mellem TV 2 og DR. Som altid er der også en del mindre og mere kuriøse sportsgrene med til OL - denne gang blandt andet med debut til breakdance samt klatring og surfing, som er tre sportsgrene, som TV 2 har liverettighederne til.

- OL vil som altid byde på et utal af store oplevelser samt masser af følelser og mindeværdige øjeblikke. Vi vil bringe Paris 2024 hjem til danskerne og levere den største og bredeste dækning. Vi vil være så tæt på begivenhederne som muligt. OL handler meget om følelser. Atleterne har trænet i årevis, og de bliver enten belønnet for det hårde arbejde med medaljer, eller også kikser det. Det er de store op- og nedture. På TV 2 vil vi bringe danskerne helt ind i dramaet og de store følelser ved OL, siger Frederik Lauesen, sportsdirektør på TV 2 og fortsætter:

- De danske atleter har naturligvis danskernes store interesse, så vi vil have et særligt fokus på de danske OL-deltagere under transmissionerne og dække dem med reportager, interviews og baggrundshistorier. Vi håber, det bliver til mange danske OL-medaljer i Paris, siger Frederik Lauesen.

En stærk holdopstilling

TV 2s hovedstudie under Paris 2024 er et større studie med udsigt til Eiffeltårnet, der er placeret lige foran OL's Champions Park, hvor vinderne løbende bliver hyldet, og hvor medajleoverrækkelserne foregår.

Derudover har TV 2 mindre studier ved nogle af de lokationer rundt om i Paris, hvor konkurrencerne i de vigtigste sportsgrene foregår. Det er et kæmpestort setup, og de mange timers sport på TV 2s kanaler og de mange forskellige idrætsgrene, som bliver dækket, kræver et stort antal folk i Frankrig og hjemme i Odense. Det er en blanding af journalister, kommentatorer og eksperter, der tilsammen kan levere både indsigt og begejstring.

TV 2 stiller med et stærkt hold til at guide danskerne gennem de mange dages topsport. Morten Ankerdal, Camilla Martin og Stine Bjerre Mortensen vil på skift være værter i hovedstudiet ved Eiffeltårnet. Begivenhederne vil derudover blive dækket af livereportere med stor erfaring; Christina Schmidth, Thomas Bilde, Ulrik Jönsson, Mejse Egebjerg, Maja Laursen Bjerg, Jacob Qvirin og Nicolai Dvinge. Til kommentering er der garvede kræfter som Jonas Nyhøj, Bent Nyegaard, Peter Bruun Jørgensen, Dennis Bostrup, Michael Stærke, Henrik Fallesen og mange flere. 

TV 2s eksperter er alle tidligere elitesportsudøvere, hvoraf en del også selv har deltaget i OL, og flere af dem endda har vundet en medalje. Blandt TV 2s eksperter er blandt andre Tine Scheuer-Larsen (tennis), Rolf Sørensen (landevejsløb), Henriette Engel Hansen (kajak), Emili Beckmann (svømning) og Lin Ea Cenholt (sejlsport). Indenfor badminton, der er en sport, som TV 2 har liverettigheden til alene, er TV 2 ekstra stærkt besat med Tine Baun, Joachim Fischer, Jim Laugesen og ikke mindst Camilla Martin.

- Vi har et hold af dygtige personligheder, der dagligt arbejder med sportsdækning på TV 2. Faglighed, nærvær og personlighed er afgørende, når vi bringer OL-stemningen ind i danskernes stuer. Vi kombinerer disse folk med eksperter, hvoraf flere er tidligere OL-medaljevindere. Dette giver os mulighed for både at give danskerne godt selskab, men også dykke ned i detaljerne i de enkelte discipliner, siger Kristian Hyldgaard, Indholdschef TV 2 Sport. Han fortsætter:

- Vi ved, at verden er mere politiseret, end den har været i mange år, og det er noget, vi også har forberedt os på. Det bliver også en del af vores dækning, og her vil vi samarbejde med TV 2 News, siger Kristian Hyldgaard.

En sjov ting ved TV 2s dækning af Paris 2024 er, at Morten Spiegelhauer, der normalt arbejder med graverjournalistik i 'Operation X', skal kommentere klatring sammen med danmarksmesteren Katrine Salling.

Paris 2024 på TV 2 Play

Der er virkelig noget at se frem til for alle danske sportsfans på TV 2s kanaler og platforme. Danmark har stærke atleter med i en række discipliner, og TV 2 er klar til at fange hvert øjeblik. Fra de intense livevisninger til de dybdegående studieprogrammer og de uforglemmelige højdepunkter - TV 2 er med hele vejen. Flowkanalerne TV 2, TV 2 Sport og TV 2 Sport X er alle dedikeret til OL, men den store OL-oplevelse bliver på TV 2 Play, hvor man både kan se masser af direkte transmissioner, højdepunkter samt en kaskade af unikt indhold, der bringer OL-oplevelsen helt tæt på.

- Det helt store omdrejningspunkt for dækningen bliver TV 2 Play, der giver de bedste oplevelser fra OL. På TV 2 Play har vi mulighed for at levere store øjeblikke og fantastiske sportspræstationer direkte til danskerne i et særligt Paris 2024-univers. Her vil vi også give dem mulighed for at se alle de vigtigste højdepunkter fra legene, siger Kristian Hyldgaard.  

TV 2 vil vinde medalje i navigation

Under Paris 2024 har TV 2 et særligt fokus på de digitale platforme og medier. Her kan man få de seneste nyheder og opdateringer, se klip fra OL og hente analyser og ekspertvurderinger. Man vil kunne følge alle de store øjeblikke fra Paris på 2024 på TV 2s digitale platforme, både hvad angår skæve nyheder, internationale stjerner og danske atleter. 

Tv2.dk bliver helt centralt, når man vil følge med i, hvad der sker under OL - og hvornår det sker. At hjælpe brugerne med at navigere i sendetidspunkter, sportsgrene og hvornår de danske OL-deltagere er i ilden under Paris 2024, er et fokusområde for TV 2.

- Den digitale dækning spiller en afgørende rolle i TV 2s OL-satsning, og nøgleordene er overblik, indsigt og dybde. Her kan du følge de seneste nyheder, livebegivenheder og største historier fra legene. Og her er det vores hovedopgave at hjælpe brugerne med at kunne navigere i de mange tilbud. Hvad bliver vist hvor? Hvornår er der danskere i kamp? Det skal vi hjælpe danskerne med at finde ud af, blandt andet via en særlig danskeralarm på vores platforme, siger Kristian Hyldgaard.

Billede {0} af {1}