Når TV 2 Play og TV 2 Echo har haft sæsonpremiere på 'Bachelorette' på tirsdag, og de tre første episoder har været sendt (tirsdag, onsdag og torsdag), så kan 'Bachelorette'-fans glæde sig til at høre meget mere om 'Bachelorette'. Torsdag 9. maj er der nemlig premiere på den helt nye TV 2-podcast 'Besat af Bachelorette'.
Line Kirsten Nikolajsen er vært, og over ti uger sidder hun klar i studiet, hvor hun hver uge er flankeret af to kendte gæster, som naturligvis er überfans af programmet. I tjept tempo taler de ugens tre afsnit godt og grundigt igennem, diskuterer saftige date-detaljer og vender de højintense roseceremonier. De kommer naturligvis også omkring de hjerteknusende, akavede og skandaløse øjeblikke, som man bare ikke kan kigge væk fra. Med eksklusiv adgang til ekstramateriale og medvirkende vil de også søge at finde svar på de spørgsmål, du brænder inde med, blandt andet ved at ringe til de medvirkende.
Vært Line Kirsten Nikolajsen deler mange seeres begejstring for ’Bachelorette’:
- Jeg er KÆMPE fan. Jeg har set alle sæsoner, og sidste år udviklede det sig til et sandt besættelsesforhold, da jeg dagligt endevendte programmerne med nogle lige så dedikerede veninder i en messengertråd. Vi stod tidligt op, for at vi kunne nå at se det, før vi tog på arbejde, så vi kunne skrive om det hele dagen, siger Line Kirsten Nikolajsen og sætter ord på, hvorfor hun tror, programmet er blevet så populært:
- Det beskæftiger sig med noget så universelt som kærlighed og dating. Det kender de fleste af os, og i det ultra-komprimerede forløb deltagerne er igennem sættes alle følelser på spidsen. Det gør det enormt genkendeligt. Både forelskelserne og alt det akavede ved at date. Så når jeg krummer tæer over bejlernes mislykkedes forsøg på at score, er det jo, fordi jeg selv kender det, de står i, så godt, siger værten.
I podcastens første afsnit er radiovært Mathias Helt og tv-vært Anna Lin i studiet for at vende premiereugen på 'Bachelorette'. Ud over Mathias Helt og Anna Lin vil blandt andre Natasha Brock, Sebastian Lynggaard og Mette Marie Lei Lange også gæste podcasten. Og du kan være sikker på, at intet går deres næser forbi, når det kommer til akavede øjeblikke, sjove detaljer, kærlighedskonspirationer - og alt det, der foregår uden om optagelserne.
- Lytterne kan glæde sig til den mest begejstrede, tilbundsgående og festlige 'Bachelorette'-podcast! Og ikke nok med at mine to gæster og jeg kommer til at nørde i bund, sladre og grine, så kommer vi også til ved lejlighed at ringe til nogle af deltagerne for at høre, hvad der egentlig skete, da kameraerne slukkede, eller hvorfor de gjorde, som de gjorde i programmerne, siger Line Kirsten Nikolajsen.
Det er som altid gratis at lytte til TV 2s podcast. Du finder podcasten 'Besat af Bachelorette' i TV 2s nyhedsapp under ikonet 'Podcast'. Det kræver blot, at man opretter en gratis bruger. Herefter er alle TV 2s podcasts frit tilgængelige.