Den nye familiejulekalender på TV 2 Play og TV 2, 'Valdes Jul', handler om drengen Valde, der opsøges af ulveskifteren Tala. Hun fortæller, at han er udvalgt som Skovens Vogter, og at det ældgamle Modertræ kalder på ham for at genskabe en svunden pagt mellem skovens magiske væsener og menneskene. I 24 afsnit følger vi Valde og Tala gennem et ægte juleeventyr fyldt med natur, nisser, kærlighed og nye venskaber.
Julekalenderen får premiere 1. december, men årets lågekalender kan købes allerede nu - nemlig fra mandag 9. oktober.
Lågekalenderen koster 49 kroner og kan købes i Salling Group (føtex, Bilka, BR og Salling Stormagasiner), Coop (Fakta, Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og Lokal Brugsen), Arnold Busck, Politikens Boghal, Børnenes Boghandel, Løvbjerg, Indeks Retail, Dagrofa, Kontur, Harald Nyborg, på Nemlig.com og julemærket.dk.
Som noget nyt rummer lågekalenderen ikke kun de 24 låger, som knytter sig til dagens afsnit af 'Valdes Jul'. På bagsiden af kalenderen er der også en sjov aktivitet, hvor man hver dag kan hjælpe pigen Mathilde med at komme i julestemning.
På indersiden af dagens låge er der et billede eller en sætning, som man kan lime fast på bagsiden af kalenderen. Billedet eller sætningen giver inspiration til, hvordan man kan skabe god julestemning. I takt med at man placerer alle 24 låger, kan man se, hvor meget glæde og julehumør man har givet Mathilde – og forhåbentlig også sig selv, sin familie og venner.
TV 2s lågekalender støtter Julemærkehjemmene
Når man køber årets lågekalender, er man samtidig med til at sprede julestemning blandt børn i Danmark, for overskuddet fra salget går til Julemærkehjemmene. Her får cirka 1.000 børn i alderen 7-14 år hvert år hjælp til at komme ud af mistrivsel, mobning og ensomhed. I løbet af et ophold bliver de del af et fællesskab med andre børn, og gennem omsorg og nærvær får de fornyet tro på sig selv og en ny hverdag med bedre fysisk, mental og social styrke.
Lige siden TV 2s første julekalender i 1990 er overskuddet fra salget af lågekalenderen gået til Julemærkehjemmene. Det har været med til at samle mange millioner ind. For Julemærkehjemmene er det helt afgørende at få denne støtte, for et ophold på et Julemærkehjem er nemlig gratis for børnene og deres familier.
Læs mere om Julemærkehjemmene på julemærket.dk
Samlealbum og samlekort
Der bliver også mulighed for at købe et samlealbum og få fat i samlekort i forbindelse med årets nye familiejulekalender på TV 2. Samlealbummet koster 40 kroner og kan købes fra fredag 3. november i Bilka, føtex og BR. Samlekortene udleveres fra 3. november og frem til juleaften.
Man får en pakke med tre samlekort for hver 100 kroner, man handler for i Bilka, føtex og BR. På Bornholm, Ærø og Samsø kan samlealbummet købes i Netto, hvor også samlekortene udleveres.
I samlealbummet kan man indsætte sine kort, løse sjove opgaver og lære om vores allesammens natur.
Optaget på Fyn og Sjælland
Valde og Tala spilles af børneskuespillerne Sander Løkke Borg og Flora Augusta, mens Anker, der er Valdes bedste ven og klassekammerat, spilles af Julius Stage Melchiorsen, og Valdes lillesøster, Rita, spilles af Selma Kjær Kuscu. Valdes mor, Malou, spilles af Julie Agnete Vang, Valdes far, Morten, er Henrik Vestergaard, og morfar Jens spilles af Ulver Skuli Abildgaard.
Desuden medvirker blandt andre Tammi Øst, Morten Brovn, Anders Mossling, Oliver Tikotzki og Isabella Møller Hansen i 'Valdes Jul', der er optaget dels på Midtfyn og dels nord for København.
Familiejulekalenderen er skrevet af Jesper Fink og Thomas Porsager. Den produceres af Cosmo Film, der også stod bag fortællingen om Tinka. Den nye julekalender er instrueret af Morten BH. Sille Sterll og Michel Ryddeskov producerer for Cosmo Film med støtte fra FilmFyn, og Lea Løbger er TV 2 executive producer.