Streamingforbruget i tredje kvartal viser fremgang hos både DRTV og TV 2 Play, mens bl.a. Netflix taber sening. Det er særligt det danske indhold hos de to public service-udbydere, der driver fremgangen på tværs af aldersgrupper.
Sommermånederne har typisk været lavsæson for forbruget af levende billeder, mens de mørke vintermåneder i højere grad har trukket danskerne ind i stuerne foran skærmene. Disse sæsonudsving har vi de seneste par år også kunne genkende i streamingforbruget, men her har udsvingene på tværs af året været mindre end i det traditionelle tv-forbrug.
- Forbruget af streaming ligger med 71 daglige minutter i tredje kvartal også under de rekordhøje niveauer, vi så i årets første vintermåneder, hvor bl.a. sportsindhold og underholdning var populært hos danskerne - særligt på broadcasternes streamingtjenester. Men det daglige streamingforbrug i tredje kvartal er trods alt højere end andet kvartal i år og hele 10 minutter højere end tredje kvartal sidste år, siger Sofie Bruun, teamchef for Market & Audience Insight hos TV 2 Data & Insight, som dog understreger, at denne fremgang primært skyldes en ændring i det tekniske set-up hos distributørerne.
- En stor del af fremgangen i streamingforbruget i tredje kvartal i år kommer fra streamingen hos distributørerne, hvor YouSee er den største udbyder, og hvor de ældre seere er stærkt repræsenteret. Fremgangen skyldes dog fortsat især en ændring i det tekniske set-up hos distributørerne, hvor en større andel af seningen nu er internetbaseret og derfor klassificeres som streaming i stedet for broadcast. Streamingforbruget via distributørerne foregår fortsat primært lineært, og udviklingen i forbruget via distributørerne skyldes altså ikke en markant adfærdsændring i forbruget, forklarer Sofie Bruun.
Ser man bort fra forbruget via distributørerne, og fokuserer udelukkende på de internationale samt broadcasternes streamingtjenester, tegner der sig et billede af et streamingforbrug, der er nogenlunde på niveau med tredje kvartal sidste år. Hvor de internationale streamingtjenester samlet er på niveau, ser vi imidlertid en stigning på ét dagligt minut samlet set på broadcasternes streamingtjenester.
Blandt de største streamingtjenester i markedet, hvis man ser bort fra distributørernes streamingtilbud, finder vi nedgang hos Netflix. Det skyldes særligt, at de 20-40-årige bruger cirka fire minutter mindre dagligt på Netflix. Samtidig ser vi en stigning i forbruget hos Disney+- især blandt de alleryngste, hvormed det samlede forbrug hos de internationale streamingtjenester ender på niveau med tredje kvartal sidste år.
Hos broadcasternes streamingtjenester er der stigning i forbruget på TV 2 Play og DRTV og en mindre nedgang hos Viaplay. Hos TV 2 Play ser vi en bred fremgang på tværs af målgrupper, og TV 2 Play placerer sig som den største tjeneste med 12 daglige minutter per dansker.
- Foruden ’Tour de France’, som endnu en gang trak danskere i alle aldre til skærmen, er det særligt danske programformater, herunder flere nye programmer, som bidrager til løftet i forbruget hos de to public service-udbydere i tredje kvartal. Hvor forbruget af nyheder og sport cirka er på niveau med tredje kvartal sidste år hos de to public service-udbydere, stiger forbruget af især danskproduceret underholdning og fiktion. De danske programmer står dermed for størstedelen af fremgangen hos de to streamingtjenester i tredje kvartal, siger Sofie Bruun, og fortsætter:
- Blandt nogle af de mest sete programmer på TV 2 Play og DRTV dette kvartal finder vi bl.a. dokumentarserien ’Balladen om kolonihaven’, fiktionsserierne ’Agent’ og ’Huset’ samt underholdningsprogrammet ’Forræder’. Kendetegnende for disse programmer er, at de alle er nye danske formater, som rammer bredt på tværs af aldersgrupper, og de tiltrækker unge såvel som ældre seere.
Hvor den unge målgruppe generelt bruger mindre tid på at streame programmer i tredje kvartal sammenlignet med sidste år, ser vi en stigning i forbruget på TV 2 Play blandt denne målgruppe. Det er særligt drevet af de brede danske programmer kombineret med mere målrettede indholdstilbud som fx ’Bachelorette, ’Minkavlerne’ og ’Diamantfamilien’.