Lineær streaming udgør en stor del af danskernes streamingvaner, og de store danske sportspræstationer i fx Tour de France skubber til forbruget i hele streamingmarkedet.
Sidste år kunne vi for første gang måle, at streaming er blevet mere udbredt i Danmark end det traditionelt distribuerede tv. I år streamer 3,9 mio. ugentligt i Danmark svarende til 69 procent af befolkningen. Hvor streaming ofte forbindes med at se indhold, hvor man vil, når man vil, er det tydeligt, at det lineære forbrug efterhånden også er en helt central del af danskernes streamingvaner. Der streames store liveprogrammer som fx ’X Factor’ og ’Vild med dans’, samt ikke mindst nyheder fra TV 2 og DR. Derudover bygger en god dansk sportssommer, som den vi har haft i år, på toppen af danskernes i forvejen solide lineære streamingforbrug.
- Denne sommer trækker Tour de France endnu en gang mange lineære streamere til, når danskerne følger Vingegaards sikre Tour-sejr. I alt er hele 1,8 mio. forbi TV 2s dækning af Tour de France via streaming. Og det foregår hovedsageligt lineært, altså live mens det sker, siger Frederik Barnholdt, teamchef, Market & Performance Measurement, i TV 2s analyseafdeling Data & Insight, og fortsætter:
- Også hos DR flokkes streamerne om en dansker i aktion, når Holger Rune folder sig ud på Wimbledons græstæppe. Her var omkring 800.000 forbi DRs Wimbledon-dækning via streaming. Det lineære forbrug foregår altså ikke længere kun på det traditionelt distribuerede tv, men i høj grad også på streaming. Én tendens har danskerne da også taget med sig fra broadcast tv’et: Det er stadig dansk deltagelse – og især danske succeser – der får os til at tænde for streaming-skærmen.
Ifølge TV 2s sportsdirektør, Frederik Lauesen, spiller streaming også en stor og voksende rolle i forhold til at nå ud til alle danskere med TV 2s public service-indhold:
- De store begivenheder som fx Tour de France og de danske håndbold- og fodboldlandshold kan i høj grad samle danskerne om store fælles oplevelser, som meget lidt andet kan. Det så vi endnu engang til årets Tour, hvor TV 2 og de danske ryttere samlede befolkningen først om skærmen og siden på Rådhuspladsen. Som tallene her viser, spiller streaming en helt afgørende rolle i at nå så bredt ud, både med vores sportsindhold men også med vores øvrige public service-tilbud til danskerne, forklarer Frederik Lauesen.
I de fleste måneder i første halvår 2023 bruger danskerne 20 minutter dagligt på lineær streaming på broadcasternes og distributørernes streamingtjenester, som er de tjenester, der tilbyder lineær streaming. Under de store sportsbegivenheder, og særligt dem med danske stjerner i fokus, stiger det lineære streamingforbrug i et omfang, hvor det også skubber til det samlede forbrug på streamingmarkedet.
- Det ser vi i juli, hvor Tour de France og Wimbledon giver øget forbrug af lineær streaming, uden at on-demand forbruget falder. Samme tendens ser vi i de store sportsmåneder november, december og januar, hvor kvindernes EM-håndbold, herrernes VM-fodbold og herrernes VM-håndbold finder sted. Januar og juli er de måneder i år med højest forbrug af lineær streaming. Hver dansker streamer i disse måneder dagligt 23 minutter lineært - en markant stigning i forhold til årets øvrige måneder set i lyset af, at det primært er sport, der driver fremgangen, siger Frederik Barnholdt.
- Generelt ser vi, at det lineære streamingforbrug udgør en væsentlig del af danskernes streamingvaner. 29 procent af danskernes forbrug på streamingmarkedet i januar til august 2023 er lineært, og foreløbigt i 2023 bruger danskerne 21 minutter dagligt på lineær streaming. Streaming handler altså ikke kun om at se indhold, når man vil, men også om at se store begivenheder og indhold, mens det bliver sendt lineært, siger Frederik Barnholdt.
Det relativt høje lineære tidsforbrug i streamingmarkedet er til trods for, at de internationale streamingtjenester, herunder Netflix, Disney+ og HBO Max, er rene on-demand-tjenester. Det er særligt hos distributørernes streamingtjenester, at streamingen foregår lineært, men også hos public service-udbyderne TV 2 Play og DRTV udgør den lineære streaming en væsentlig andel af forbruget - nemlig 30 procent i gennemsnit for de to tjenester. På TV 2 Play er det op mod halvdelen af forbruget, der foregår lineært.