Når den danske astronaut Andreas Mogensen forlader jorden i et halvt år for at lede et internationalt forskningsprojekt i 400 kilometers højde, kan danskerne følge med på nærmeste hold. TV 2 dækker den historiske begivenhed intenst og sender direkte fra Planetarium i København, hvor danskere i alle aldre er inviteret med som publikum, og hvor et ekspertpanel også sidder klar. Du kan følge med direkte på TV 2, TV 2 Play og TV 2 News. TV 2 Echo og TV 2 Vejret er også på plads i Planetarium, mens tv2.dk dækker hele rumrejsen massivt før, under og efter selve opsendelsen.
Louise Wolff og Poul Erik Skammelsen er TV 2s værter på den historiske dag. I den imponerende Planetariekuppel med full dome er de i kompetent selskab med mange af de ypperste eksperter på området, blandt andre professor i rumfartsteknologi John Leif Jørgensen fra DTU Space og astrofysikerne Anja C. Andersen og Michael Linden-Vørnle.
'Rumrejsen med Andreas Mogensen' begynder klokken 7.45 lørdag 26. august på TV 2 Play, TV 2 og TV 2 News, som også har reporter Celina Liv Danielsen og USA-korrespondent Jesper Steinmetz på plads ved Kennedy Space Center i Florida, USA, hvor Andreas Mogensen og resten af besætningen efter planen sendes afsted klokken 9.27 i deres SpaceX Dragon-rumskib.
- Jeg forventer en elektrisk stemning i salen, som gerne skulle smitte af på hele transmissionen og kunne mærkes foran skærmen hos alle de danskere, der vil opleve det historiske øjeblik og sende Andreas Mogensen godt ud i rummet, siger Louise Wolff, som også var vært på Andreas Mogensens første rummission i 2015 - en mission, der varede i ti dage.
- Rumfart er evigt fascinerende, og siden den seneste opsendelse har jeg slugt alle nyheder om Andreas Mogensen og de videnskabelige projekter, som knytter sig til rumekspeditionen. Og jeg tør godt love, at vi har planlagt en forrygende optakt med faglighed og forklaring fra eksperterne og spørgsmål fra de mange rumentusiaster i salen og fra vores seere og brugere på tv2.dk, tilføjer hun.
Der er plads til 280 engagerede rumentusiaster til eventet i Planetarium. 30 af billetterne er blevet udloddet via Go' morgen Danmarks udsendelser og digitale platforme, mens de resterende pladser hurtigt blev udsolgt.
- På TV 2 elsker vi at samle danskerne om nationale begivenheder og invitere til brede fællesskaber ved historiske øjeblikke. Rumfart er ekstremt fascinerende, men vi har også en ambition om at gøre det lidt nørdede forståeligt for alle danskere og fortælle om de spændende forskningsprojekter, Andreas Mogensen og besætningen skal udføre på ISS, siger Kamilla Walsøe, eventchef på TV 2.
Se 'Kernen: Tilbage til rummet'
46-årige Andreas Mogensen har altid været en flittig gæst i Planetarium, som han også er ambassadør for, og derfor er det oplagt for TV 2 at indgå et samarbejde med Planetarium i forbindelse med hans rumekspedition.
- Huginn missionen er en storslået kilde til inspiration og til fascination og læring, der åbner døren til vores beundring og forståelse af universets uendelige mysterier. Den bringer astronomi og den vigtige rumforskning tættere på vores besøgende, inspirerer børn og unge til at udforske videnskabens verden og motivation til at drømme stort. Hos Planetarium hylder vi Andreas Mogensen og hans astronautkollegaer og vil følge Huginn missionen tæt i alle seks måneder, siger Mette Broksø Thygesen, adm. direktør for Planetarium.
Hør podcasten 'Dato: Astro Andreas' nye rummission'
TV 2 vil ligeledes følge Andreas Mogensen tæt under den seks måneder lange rumekspedition og fylder igen Planetarium op med publikum til det sidste og eksklusive inflight call med den danske astronaut, inden han vender tilbage til jorden.
- TV 2 og Planetarium giver danskerne en helt unik mulighed for live at stille Andreas Mogensen spørgsmål, mens han opholder sig på Den Internationale Rumstation (ISS). Planetariums Kuppelsal fyldes igen med eksperter og danskere, og vi 'stiller om' til rummet, kort tid inden Andreas Mogensen skal tilbage til jorden. Det bliver endnu et højdepunkt på den seks måneder lange rumrejse, siger Kamilla Walsøe.
I første omgang gælder det selve opsendelsen 26. august, hvor Andreas Mogensen bliver den første ikke-amerikanske pilot til at styre et Dragon-rumskib under opsendelsen og får rollen som kommandør på Den Internationale Rumstation (ISS). Her skal den danske astronaut blandt andet nå igennem 30 videnskabelige forsøg, der inkluderer klima-, rum- og sundhedsforsøg. Forskning, der skal bringe mennesket tilbage til månen og måske en dag i fremtiden - videre til Mars.