TV 2 har sikret sig rettighederne til det succesfulde underholdningsformat 'Forræder'

Fra fredag 28. juli kan danskerne følge med i et helt nyt underholdningsunivers på TV 2 med kutteklædte forrædere, natlige mord og daglige konspirationsteorier.

TV 2 vil være stærkest, når det handler om at tilbyde seerne den allerbedste weekendunderholdning, og supplerer nu stærke kort som 'X Factor', 'Vild med dans' og 'Stormester' med et helt anderledes og nyt underholdningsunivers.

- På TV 2 har vi allerede nogle af de stærkeste underholdningsformater til at åbne Danmarks bedste weekend, og vi vil gerne konstant opleves som friske og relevante, så derfor skal vi også fortsat turde præsentere vores seere for helt nye formater, siger indholdschef på TV 2, Dorthe Thirstrup.

'Forræder' er den danske version af det hollandske underholdningsformat 'De Verraders', der ud over Holland produceres i blandt andet Australien, Frankrig, Sverige, Norge og Tyskland med stor succes.

- Vi glæder os virkelig til at præsentere 'Forræder'. Vi synes, det er det perfekte supplement til vores øvrige stærke underholdningsbrands. Mig bekendt har vi aldrig tidligere haft den type krimimysterium på TV 2, og jeg håber og tror, at det legende, gådefulde univers er lige præcis det, der kan samle hele familien fredag aften, siger Dorthe Thirstrup.

Det, vi måske ikke vidste, vi har tilfælles på tværs af generationer

'Forræder' er et underholdende krimimysterium, hvor 18 spillere i otte programmer skal begå sig i et net af sandheder og løgne. Spilleder er Lise Rønne, som er tilbage som vært på TV 2. De 18 spillere ankommer til et slot, og det første, Lise Rønne gør, er hemmeligt at opdele dem i to grupper: loyale og forrædere. Og så går spillet ellers i gang - et spil, der minder mest om computerspillet 'Among Us' eller krimifilmen 'Knives Out - var det mord?'

- Vi tror på, at 'Forræder' kan samle danskerne på tværs af generationer. For noget af det helt særlige ved det her format er, at det henvender sig til alle og er relevant, uanset om man er på fornavn med gameren Jacob 'Pimp' Winneche, Youtuberen Elias Hole - eller om man er mere til klassiske krimigåder fra Agatha Christie eller vores egen Julie Hastrup, siger Dorthe Thirstrup.

'Forræder' har premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag 28. juli.

'Forræder' - pressemateriale

Billede {0} af {1}