Det er svært at blive klog på, hvad der foregår i de danske efterretningstjenester, fordi de i sagens natur holder deres arbejde hemmeligt. I deres verden kan viden om forskellige forhold nemlig betyde forskellen på liv og død.
Det bliver tydeligt, når man kigger nærmere på nogle af de største danske terrorsager, Politiets Efterretningstjeneste (PET) har arbejdet med de seneste 15 år. I den nye TV 2-dokumentarserie 'Efterretningstjenesten' giver nuværende og tidligere topfolk i PET et unikt indblik i forskellige sager om terrorangreb - både dem, der blev afværget, og dem, der ikke gjorde.
- Oplysningen lød på, at der var skudt med automatvåben, og der var politifolk, der var ramt. Så er jeg slået over på operationsmode, siger den nuværende operative chef i PET, Flemming Drejer, i dokumentaren om angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.
Det er første gang, han udtaler sig om, hvad han selv og PET har skullet lære af den sag, hvor både han og efterretningstjenesten bagefter fik voldsom kritik.
Omhyggelige faktatjek
Undervejs vil seerne blandt andet blive taget med ind i maskinrummet hos PET i deres arbejde med sagerne om den etbenede bombemand, Lors Doukaev, den svenske terroristgruppe, der planlagde et angreb mod Jyllands-Posten, og den nu terrordømte Moyed Al Zoebi, som ville bombe København.
Programmerne er bygget op om interviews med PET-folk, pårørende, vidner, dømte, terroreksperter og politiefterforskere, og gennem dramatiseringer med skuespillere får seerne et nyt indblik i efterretningstjenestens arbejde.
- De levende billeder, vi kan vise i forbindelse med terror, har ofte fokus på selve angrebene og terroristerne - for eksempel gennem livereportager eller nyhedsudsendelser. Men i vores serie giver skuespillerne os mulighed for at komme meget tættere på PET-agenternes arbejde og på de pårørende. Og det giver forhåbentlig et større indblik i menneskene bag de her historier, siger Nils Bomann, der er redaktør på dokumentarserien.
- Det er naturligvis ikke alle de dramatiske scener, hvor vi kan vide med sikkerhed, at dialogen har udspillet sig præcis på den måde, som det sker i serien. Men vi har været meget omhyggelige med at tjekke, hvad der faktisk er foregået. Og det har været meget vigtigt for os, at handlingen i dramatiseringerne er fuldstændig tro overfor, hvad vores kilder har fortalt os, og hvad der fremgår af for eksempel retsdokumenter, forklarer Nils Bomann.
Kom ret langt under radaren
Det står også klart gennem serien, at terrortruslen mod Danmark har ændret sig over årene. Faktisk indrømmer folk fra efterretningstjenesten i serien, at PET flere gange er blevet overrasket over terroristers fremgangsmåde.
Det skete for eksempel, da en terrorist pludselig stod i København med en bombe, uden at PET anede noget om ham.
- På trods af vores tidligere analyse om, at det ville være yderst vanskeligt at lave en terroraktion i Danmark, hvis man ikke på forhånd havde kontakter her, der kunne hjælpe en, så lykkedes det rent faktisk for en terrorist at komme ind i landet og komme ret langt i de her forberedelser, uden at vi havde en idé om det, fortæller tidligere operativ chef i PET Frank Jensen.
’Efterretningstjenesten' har premiere søndag 28. maj på TV 2 og TV 2 Play.