TV 2-udbytte på 1,15 mia.kr. til staten godkendt

TV 2s generalforsamling blev afholdt på Kvægtorvet i Odense. (Foto: TV 2)

TV 2s generalforsamling blev afholdt på Kvægtorvet i Odense. (Foto: TV 2)

28. april 2023;
Af: TV 2 Kommunikation

På TV 2s generalforsamling onsdag 26. april blev det godkendt, at der udbetales 1,15 mia.kr. i udbytte til den danske stat af tidligere års overførte overskud. TV 2s kapitalstruktur normaliseres, og fremover kan TV 2 igen betale udbytte til den danske stat.

Onsdag 26. april blev der afholdt generalforsamling hos TV 2 Danmark i Odense. På generalforsamlingen blev det godkendt, at TV 2s kapitalstruktur nu kan normaliseres, og at der udbetales 1,15 mia.kr. i udbytte til den danske stat af tidligere års overførte overskud. Udbetalingen sker, efter at der i 2022 blev indgået forlig i den retssag, som Nordic Entertainment Group (NENT) anlagde mod TV 2 tilbage i 2006 om den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden 2000-2011. Forliget afsluttede også retssagen om TV 2s betaling af ulovlighedsrenter til staten og satte dermed punktum for et langt juridisk forløb og de sidste af TV 2s store retssager. Grundet retssagerne har TV 2 ikke udloddet udbytte siden 2013, ligesom der heller ikke udbetales udbytte for 2022, hvor årets resultat var påvirket af forliget med NENT. 

- Efter afslutningen af retssagerne er det nu muligt at normalisere TV 2s kapitalstruktur. Det er en dag, vi har glædet os til på TV 2, og nu kan vi igen betale udbytte til vores ejer – staten og danskerne. Det er et sundhedstegn for både TV 2s ejere og TV 2, og vi vil gerne kvittere for en god og konstruktiv proces med staten – Kulturministeriet og Finansministeriet, sagde TV 2s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann i sin beretning på generalforsamlingen. 

 

Høj relevans og stor gennemslagskraft 

TV 2s årsrapport viser, at TV 2 har høj relevans og stor gennemslagskraft hos danskerne, og trods usikkerhed om den generelle økonomiske udvikling opnåede TV 2 et tilfredsstillende økonomisk resultat i 2022. Fortsat høj tv-sening og vækst i TV 2 Play-abonnenter bidrog i 2022 til en omsætning på 3,9 mia.kr. og en tilfredsstillende omsætningsvækst på 7,4 procent i et både usikkert og konkurrencepræget marked.  

TV 2 er hver uge i kontakt med 87 procent af danskerne via hovedkanalen TV 2, de seks nichekanaler, TV 2 Play eller via tv2.dk og apps. TV 2 Play rundede 1 mio. abonnenter ved udgangen af 2022, og hver dansker så i 2022 i gennemsnit 10 minutter pr. dag på TV 2 Play, svarende til 16 procent af forbruget på det danske streamingmarked. Det daglige tidsforbrug pr. dansker på TV 2s tv-kanaler landede på 69 minutter og udgjorde 53,2 procent af den samlede tv-sening i 2022. Det gennemsnitlige antal daglige brugere på TV2.DK og apps er godt 1,4 mio. 

 

Tak til TV 2s medarbejdere

På generalforsamlingen benyttede Jimmy Maymann også lejligheden til at takke TV 2s medarbejdere for deres store indsats i det forgangne år, hvor der er vist en enorm vilje til at omstille sig, være noget for alle i Danmark og skabe indhold, der er så godt, at over én million danskere vil betale for TV 2 Play.  

- Medarbejderne fortjener en stor tak og anerkendelse for at skabe relevant indhold, samarbejde på tværs og bidrage til en god og tryg arbejdsplads. Danskerne søger mod TV 2s indhold og platforme og vores kommercielle fundament vokser, så vi fortsat kan investere i public service-indhold, der styrker den demokratiske samtale. Det kan vi være stolte af, og det skal medarbejderne takkes for. Det er med til at bevare TV 2s gennemslagskraft og betydning for danskerne, sagde Jimmy Maymann. 

Læs mere om TV 2s årsresultat her.

 

Billede {0} af {1}