Vingegaard og Pogacar skyder cykelsæsonen i gang på TV 2

Jonas Vingegaard (til højre) i duel med Tadej Pogacar under Tour de France 2022. Foto: Niels Meilvang/Ritzau Scanpix/TV 2

Jonas Vingegaard (til højre) i duel med Tadej Pogacar under Tour de France 2022. Foto: Niels Meilvang/Ritzau Scanpix/TV 2

02. marts 2023;
Af: Jacob Panum / TV 2 Kommunikation

Tour de France-rivalerne Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar krydser klinger i etapeløbet Paris-Nice, som kan opleves på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 5. marts. Cykelløbet skyder sæsonen med forårsklassikerne i gang med legendariske løb som Paris-Roubaix, Flandern Rundt og Liege-Bastonge-Liege, som rummer gode muligheder for danske sejre.

Vil du have en forsmag på sommerens Tour-duel mellem Jonas Vingegaard og sloveneren Tadej Pogacar, så skal du se etapeløbet Paris-Nice, som begynder søndag 5. marts og består af otte etaper frem mod søndag 12. marts.

Jonas Vingegaard ankommer brandvarm til det ugelange løb efter at have indledt sæsonen med en suveræn samlet sejr i O Gran Camiño, hvor det blev til tre etapesejre på stribe. Tadej Pogacar har også indledt sæsonen med tre etapesejre og en samlet sejr i sit første løb i sæsonen, så der er på alle måder lagt op til en spændende duel i Paris-Nice.

- Der er ingen grund til at vente til sommer for at opleve Jonas Vingegaard folde sig ud. Det bliver spændende at se den første direkte styrkeprøve mellem ham og Tadej Pogacar. Det er deres første møde siden Tour de France i sommer, og forhåbentlig kan Paris-Nice blive endnu et tilløbsstykke for danskerne, siger John Jäger, som er TV 2s chefredaktør på cykling og håndbold.

Jon Pagh er vært på Paris-Nice

Rasmus Staghøj kommenterer Paris-Nice i selskab med cykeleksperterne Rolf Sørensen og Emil Vinjebo, mens Jon Pagh debuterer som cykelvært.

Jon Pagh er normalt vært på TV 2s sportsnyhedsudsendelser og fodboldreporter, så han har masser af kilometer i benene foran skærmen - alligevel er det første gang, han skal præsentere et etapeløb i cykling.

- Jeg har altid været fascineret af cykelsporten, fordi det er en individuel sportsgren, som er pakket ind i en holdsport. Jeg er vokset op med den gyldne generation af danske ryttere i 1990'erne, og må sige, at den nuværende generation allerede tegner til at blive endnu større. Sejrschancerne rækker langt udover Tour de France, hvilket vi har set de seneste år i de øvrige Grand Tours, til VM og i forårsklassikerne. Så jeg glæder mig til at være en del af holdet i vores dækning af Paris-Nice, siger Jon Pagh.

Jon Pagh debuterer som cykelvært med årets Paris-Nice / Foto: Peter Leth-Larsen.

Jon Pagh debuterer som cykelvært med årets Paris-Nice / Foto: Peter Leth-Larsen.

Flere danske favoritter

Jonas Vingegaard kører ikke nogen af de øvrige forårsklassikere, men alligevel er der gode chancer for at se en dansker øverst på podiet i flere af dem. Mads Pedersen er seneste danske vinder af den brostensbelagte belgiske semiklassikker Gent-Wevelgem, som kan opleves på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag 26. marts. Den danske verdensmester fra 2019 vandt spurten i 2020-udgaven af løbet, som i år køres for 85. gang og som tidligere også har haft Lars Michaelsen øverst på skamlen. Dennis Ritter og Emil Vinjebo kommenterer Gent-Wevelgem.

Tre monumenter i april

Kasper Asgreen blev blot den anden dansker til at vinde Flandern Rundt, da han i 2021 vandt en intens finale efter en direkte spurtduel mod storfavoritten Mathieu van der Poel. Koldingenseren ser ud til at være sine skader fra sidste år kvit, og kunne være et godt bud på en vinder af årets udgave Flandern Rundt, der kan se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag 2. april.

Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt / Foto: David Pintens / AFP / Ritzau Scanpix / TV 2

Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt / Foto: David Pintens / AFP / Ritzau Scanpix / TV 2

Flandern Rundt er et af de fem monumenter, som er betegnelsen for de fineste endagsløb i cykelsporten. Dennis Ritter kommenterer løbet sammen med TV 2s cykeleksperter Christian Moberg og Rolf Sørensen, der selv vandt løbet i 1997.

Helvede i Nord

Rytterne har dårligt fået rystelserne fra brostenene i Flandern Rundt ud af kroppen, inden den står på endnu et monument i form af Paris-Roubaix søndagen efter.

Det er endnu ikke lykkedes en dansker at komme først over målstregen i det legendariske løb, som med sine mange og ubarmhjertige brostensstykker - de såkaldte pavéer - er blevet døbt 'Helvede i Nord'.

I nyere tid er Lars Michaelsen noteret for to femtepladser i Paris-Roubaix i henholdsvis 2002 og 2005, mens Lars Bak gjorde ham kunststykket efter i 2011. Forud for dem blev Rolf Sørensen noteret for en sjetteplads i 1998, mens Brian Holm kom ind på syvendepladsen i 1996.

Symbolet på sejren er helt passende et trofæ, der består af en massiv brosten, som vinderen modtager på den berømte cykelbane i Roubaix, hvor løbet bliver afgjort efter et par omgange ovenpå 256 kilometers kørsel og 29 pavéer. Dennis Ritter kommenterer hele herligheden sammen med Rolf Sørensen og Lars Bak på TV 2 og TV 2 PLAY søndag 9. april.

Den ældste klassiker

Historisk kan dansk cykelsport bryste sig af sejre i Amstel Gold Race, som bliver vist på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag 16. april, samt Fleche-Wallonne som kan ses onsdag 19. april på TV 2 og TV 2 PLAY. Begge løb går forud for tredje og sidste monument i april; Liège-Bastogne-Liège.

Forårsklassikerne afsluttes med Liège-Bastogne-Liège, som er den ældste af forårsklassikerne med en historie, der strækker sig helt tilbage til 1892.

Løbet køres i Ardennerne i Belgien, og er det mest kuperede af de tidlige endagsløb og tiltrækker derfor verdens bedste klatre og klassementsryttere. Både Jakob Fuglsang og Rolf Sørensen har sejret i Liège-Bastogne-Liège, der sidste år blev vundet af den belgiske verdensmester i landevejscykling, Remco Evenepoel.

Liège-Bastogne-Liège kan opleves søndag 23. april på TV 2 og TV 2 PLAY. Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Emil Vinjebo kommenterer løbet.

 

Billede {0} af {1}