TV 2s nyhedsdirektør: Etårsdagen for krigen i Ukraine er en uhyggelig milepæl

I forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine skruer TV 2 op for dækningen af begivenhederne i Ukraine/ TV 2

I forbindelse med årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine skruer TV 2 op for dækningen af begivenhederne i Ukraine/ TV 2

16. februar 2023;
Af: Jacob Panum / TV 2 Kommunikation

Verden er vidne til grusomheder fra krigen i Ukraine, som har ændret trusselsbilledet på kloden. - Vi er forpligtet til at fastholde fokus på konflikten, siger TV 2s nyhedsdirektør Ulla Pors forud for etårsdagen for krigen.

24. februar 2022 blev Ukraine invaderet af Rusland fra flere fronter. Det forandrede hele verdenssituationen og brød med tanken om, at krig i Europa hører fortiden til. Udsigten til fred er svær at få øje på efter et år med blodige kampe og store civile tab, og derfor stikker TV 2 i den kommende uge et journalistisk spadestik dybere og skruer op for dækningen af krigen.

- Krigen i Ukraine er en europæisk og menneskelig tragedie samt et angreb på demokratiet. Den udfordrer danskernes verdensbillede, hverdag, følelse af sikkerhed og håb for fremtiden. Derfor er vi som nyhedsmedie forpligtet til at fastholde vores fokus på konflikten, som ingen havde forudset for bare et par år siden, og som snart runder en uhyggelig milepæl. Det er et år med krig, og et naturligt tidspunkt at samle op og få sat perspektiv på udsigten til fred, siger TV 2s nyhedsdirektør Ulla Pors.

- Og vi kan også se, at krigen fortsat er noget, som optager danskerne meget. Artikler om Ukraine er fx stadig noget af det mest læste på tv2.dk, tilføjer hun.

Tilbage til Butja

I ugen op til årsdagen forsøger TV 2 med en lang række programmer på tværs af sine platforme (NEWS, tv2.dk, NYHEDERNE og ECHO) at skabe et samlet overblik over, hvordan situationen ser ud for ukrainere, russere og øvrige europæere i dag, og hvilke konsekvenser krigen fortsat har for omverdenen.

Korrespondent Rasmus Tantholdt og fotograf Simon Borg var de eneste skandinaviske journalister, der blev tilbage i Kyiv og rapporterede for TV 2 i de første uger efter den russiske invasion. Siden er de vendt tilbage utallige gange, og gør det igen i disse dage - blandt andet med et sjældent besøg ved frontlinjen.

Søndag 19. februar udkommer programmet 'Kernen' på TV 2 og TV 2 PLAY med 'Krigens mørkeste kapitel' om massakren i Butja. TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt er rejst tilbage til Butja, og genbesøger de pårørende til byens 458 borgere, som blev dræbt under 20 dages russisk besættelse i begyndelsen af krigen.

Krigens første år

Claus Borg Reinholdt har det forgangne år rejst Ukraine tyndt. Det samme har korrespondenterne Rasmus Tantholdt, Uffe Dreesen, Anders Lomholt og Divya Das for sammen med TV 2s fotografer at rapportere om krigen og dens konsekvenser.

Det bliver de ved med, for TV 2 har en forpligtigelse til at være til stede i Ukraine, som rækker udover den kommende uge, hvor både TV 2 NEWS' udlandsmagasin 'Verden ifølge NEWS' torsdag og TV 2 NYHEDERNE på selve årsdagen fredag sender direkte fra Kyiv med Poul Erik Skammelsen som vært og reporter på stedet.

- TV 2s korrespondenter har siden krigens begyndelse været til stede i Ukraine, og har dermed en helt unik mulighed for at perspektivere og genbesøge afgørende steder, mennesker og begivenheder, der har defineret krigens første år, siger Jakob Vissing, chefredaktør for TV 2 Udland.

- Vi fortsætter med at være i Ukraine, fordi krigen fortsat definerer den internationale politiske udvikling og har direkte indflydelse på virkeligheden i Danmark. Og så er vi optaget af at dokumentere og fortælle danskerne om krigens skæbner og det ukrainske folk, som har vist sig umådeligt modstandsdygtigt og stærkt, fortsætter han.

Rundt i Europa

Ugens dækning rækker langt udover Ukraines grænser.

Ulla Terkelsen har været i Warszawa for at lave et personligt interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om, hvordan deres håb om en bedre verden i årtierne efter Berlinmurens fald led skibbrud for et år siden. Hun fortsætter til Berlin på selve årsdagen for at sætte fokus på Tysklands omstridte nøglerolle i Vestens støtte til Ukraine.

Lotte Mejlhede er på plads, når den amerikanske præsident, Joe Biden, besøger Polen tirsdag, og Anders Lomholt tager til Baltikum for at besøge de danske soldater i Litauen og det russiske mindretal i Letland.

Herhjemme taler TV 2 med ukrainske og russiske flygtninge, tager pulsen på danskernes opbakning til Ukraine og taler med politikere, forskere og iagttagere om, hvordan krigen ikke blot rammer ukrainerne og russernes liv, men også danskerne og europæernes hverdag.

Billede {0} af {1}