
Det er TV 2, der stod for Københavnerbænk-kampagnen 'Vores jord – Vores ansvar', som igennem det seneste år har vakt opsigt i Danmark. Men også i udlandet har flere internationale medier vist interesse for de forhøjede Københavnerbænke, som har sat fokus på nogle af de synlige konsekvenser af klimaforandringerne og de globale temperaturstigninger. Efter kampagneperioden har de 14 bænke fået tilladelse til at pryde det danske bybillede rundt i hele landet på ubestemt tid.
Den danske klimakampagne trækker nu spor helt ind i FN, hvor bænken kommer på visit til FN's vandkonference i New York fra 21.–23. marts. Det er hermed en fin cirkel, der sluttes for Københavnerbænken, som blev udviklet af TV 2s kampagneteam for at håndgribeliggøre en af hovedkonklusionerne fra FN's klimarapport. Til konferencen i New York samles de vigtigste stakeholders i verden omkring vandagendaen, og fokus spænder vidt – fra drikkevand i verdens fattigste egne til klimasikring af verdens største kystbyer.
I New York er vandstigning et aktuelt problem, hvor man arbejder med store projekter for at fremtidssikre kysterne. Ved en C40-event i det danske konsulat overrækkes bænken til New Yorks borgmester, Eric Adams. Efter konferencen flyttes bænken til et sted nær vandet i New York - en prestigefyldt anerkendelse af Københavnerbænken som symbol på en global problemstilling.
Det vækker stor begejstring hos TV 2s marketingdirektør, at et kampagnegreb kan skabe samtale og debat:
- Vi er selvfølgelig begejstrede og stolte over, at bænken kan bruges i en sådan sammenhæng og understøtte fortællingen om en af de synlige konsekvenser af klimaforandringerne. Det er den ypperste anerkendelse af ens arbejde. Bænken har været med til at skabe vigtige samtaler, og vi er stolte over, at et kampagnegreb som dette kan bruges til at gøre debatten om klimaet mere håndgribeligt, siger Jacob Weinreich, som er marketingdirektør for TV 2 Danmark.