Ny TV 2-dramaserie går tæt på demokratiets vagthunde

Fra venstre er Alice (Lila Nobel Mehabil), Hansen (Søren Malling), Adam (Afshin Firouzi), Liv (Mille Dinesen), Frederik (Clint Ruben) og Chris (Johanne Milland Pedersen). (Foto: Tine Harden/TV 2)

Fra venstre er Alice (Lila Nobel Mehabil), Hansen (Søren Malling), Adam (Afshin Firouzi), Liv (Mille Dinesen), Frederik (Clint Ruben) og Chris (Johanne Milland Pedersen). (Foto: Tine Harden/TV 2)

Mille Dinesen står i spidsen for 'Graverne'.

Er du klar til at afsløre sandheden for enhver pris? Det er det centrale dilemma i TV 2s nye journalistiske krimidramaserie, der netop er gået i optagelse, og i hovedrollen møder vi Mille Dinesen som den undersøgende journalist Liv.

I 'Graverne', der er skrevet af Jenny Lund Madsen, følger vi menneskene bag den fjerde statsmagt - medierne. Mere præcist redaktionen bag det undersøgende tv-dokumentarprogram 'Brændpunkt'. Redaktionen er ledet af den idealistiske journalist Liv (Mille Dinesen), der sammen med sin mand, Adam (Afshin Firouzi), ejer medieselskabet Agenda Productions, der også producerer det daglige og noget lettere nyhedsprogram, 'Morgenland'.
Den Cavlingvindende redaktion har et imponerende antal afsløringer på cv'et, men nu er det længe siden, den har afdækket en stor historie. I en tid hvor fast news, clickbaits og spin dominerer mediebilledet, er graverredaktionen truet på sin eksistens, og truslen om lukning hænger over holdet. Men et tip leder Liv og resten af gruppen på sporet af en opsigtsvækkende sag, der trækker tråde helt op til de øverste, politiske magtlag.

Et aktuelt og relevant emne

   - Graverredaktionen er en fascinerende arena, og det journalistiske arbejde er vigtigt på TV 2 og i vores samfund. Manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen og det talentfulde hold bag serien stiller skarpt på et aktuelt og relevant emne: nyhedsmediernes rolle i et oplyst demokrati. Historien dykker ned i en dyster sag, der ikke må kunne ske i dagens Danmark og følger den journalistiske efterforskning. Den viser dilemmaer, som opstår, når rigtigt og forkert forplumres af modstridende interesser, og hvordan de påvirker hovedpersonernes privatliv. Jeg håber, at 'Graverne' vil skabe opmærksomhed om journalistikkens betydning for den fælles samtale i vores samfund, siger David H. C. Østerbøg, der er TV 2 executive producer.

Ind i maskinrummet

Manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen siger:
   - Graverjournalisters hverdag er fyldt med dilemmaer, modstand og sommetider endda spænding og fare - oplagte ingredienser til en underholdende dramaserie. Med 'Graverne' inviterer vi seerne ind i den undersøgende journalistiks maskinrum og viser, hvordan jagten på sandheden ser ud - og hvad det kan have af personlige konsekvenser at dedikere sit liv til den næste store afsløring.

Seks afsnit

Foruden Liv består gruppen af den erfarne graverjournalist Hansen (Søren Malling), den fremstormende journalist Alice (Lila Nobel Mehabil), den ambitiøse praktikant Frederik (Clint Ruben) og den tjekkede fotograf Chris (Johanne Milland Pedersen). På rollelisten er også Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Filippa Suenson og Kenny Duerlund.
Hovedforfatter er Jenny Lund Madsen ('Meter i sekundet', 'Rita', 'Bedrag III'), og serien instrueres af Jesper W. Nielsen ('Borgen', 'Greyzone', 'Den som dræber').

Første sæson af 'Graverne' består af i alt seks afsnit og får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2024 eller 2025. Serien produceres af Nordisk Film Series ved producerne Camilla Hammerich og Trin Hjortkjær Thomsen med støtte fra Public Service Puljen. David C. H. Østerbøg er TV 2 executive producer.

Billede {0} af {1}