Ny serie om håndboldklubben GOG tegner et spændende portræt af dansk idrætsliv

21. december 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Frivillighed, fællesskab, familie, fest og foreningsliv er nøgleordene i portrætserien ’Vi er GOG’, som tegner et billede af håndboldklubben GOGs vej fra en dansk pløjemark til europæisk succes, efterfølgende konkurs og genrejsning. Mikkel Hansen, Mathias Gidsel, Rikke Hørlykke, Nikolaj Jacobsen, Bent Nyegaard og Jan Pytlick, m.fl. fortæller historien på godt og ondt i ’Vi er GOG’, som får premiere på TV 2 PLAY tirsdag 3. januar 2023 og en uge senere på TV 2.

Gudme, Oure, Gudbjerg – GOG er ikke bare en håndboldklub på Fyn. Tilblivelsen af GOG er fortællingen om, hvordan ildsjæle i det danske foreningsliv skabte en klub, der har fostret nogle af Danmarks og dermed også verdens bedste håndboldspillere. Alt sammen i kraft af en ukuelig vilje, et specielt sammenhold og en kultur, hvor man både skulle kunne give den gas til træning, og når mørket brød frem, og de blinkende lamper blev tændt.

   - Det kunne ikke blive vildt nok. Udefra var det fuldstændig crazy. Men det var også noget af det, som var med til at skabe GOG, siger Jan Pytlick i ’Vi er GOG’.

Herrelandsholdets træner Nikolaj Jacobsen spillede som aktiv i en årrække for GOG. / Foto: TV 2

Der er så meget genkendelighed i eventyret om GOG, da det i høj grad afspejler hele Danmarks helt særlige foreningsliv. Men ’Vi er GOG’ er også historien om, hvordan klubben, ridende på en bølge af succes, vendte sine rødder ryggen i professionalismens tegn, mistede fodfæstet og endte i en katastrofal konkurs, der rystede både lokalsamfundet og den danske håndboldkultur. Siden genfandt GOG sine rødder og arbejdede sig tilbage til toppen i løbet af et årti.

 

Fra gyldne år til konkurs - og genrejsning

’Vi er GOG’ består af fire afsnit med velproducerede interviews og et omfattende arkivmateriale. Fra klubbens spæde etablering i 1973 og frem til den ultimative genrejsning med mændenes DM-guld i 2022. Det første program handler om bønderne fra de tre sydfynske landsbyer, Gudme, Oure og Gudbjerg, der elskede håndbold og samlede sig om drømmen om at blive blandt de bedste – som håndboldklubben GOG. Program to handler om de gyldne år – 1990’erne – hvor klubben vandt alt, der var værd at vinde. I tredje program sker det, der ikke må ske – klubben går konkurs, og hele lokalsamfundet lammes af chokket og ikke mindst sorgen over den lokale tragedie. Og endelig – i program fire – rejser klubben sig igen, og forløsningen er helt enorm, da holdet atter bliver Danmarksmester.

’Vi er GOG’ er produceret af Drive Studios til TV 2. Laura Teilmann er producent, mens Jane Stoffregen er redaktionschef hos Drive Studios. Kirsten Nepper-Rasmussen og Kristian Bech Josefsen er programansvarlige hos TV 2.

’Vi er GOG’ får premiere tirsdag 3. januar 2023 på TV 2 PLAY, og du får efterfølgende et nyt afsnit hver tirsdag. Programmet bliver første gang vist på TV 2 tirsdag den 10. januar.

Billede {0} af {1}