VM: Danske fodboldfans inviteres til storskærmsvisning af Danmarks kampe i København og Aarhus

Danske fodboldfans i både øst og vest vil kunne opleve Danmarks VM-kampe sammen, når der i både Aarhus og København inviteres til storskærmsvisning. (Foto: Anders Kjærbye – DBU Foto)

Danske fodboldfans i både øst og vest vil kunne opleve Danmarks VM-kampe sammen, når der i både Aarhus og København inviteres til storskærmsvisning. (Foto: Anders Kjærbye – DBU Foto)

03. november 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Danske fodboldfans får mulighed for at følge herrelandsholdets VM-kampe til storskærmsarrangementer i København og Aarhus. I København er det Bella Arena, der inviterer til fodbold i samarbejde med DBU, DR og TV 2, mens det i Aarhus er Ceres Arena, der danner rammerne for storskærmsvisning i samarbejde med DR og TV 2.

VM i herrefodbold nærmer sig, og de mange danske fodboldfans kan se det danske herrelandsholds kampe på DR og TV 2, der deler tv-rettighederne til den kommende slutrunde. Ud over de mange danskere, der forventes at følge slutrunden hjemme i stuerne, vil danske fodboldfans i både øst og vest også kunne opleve kampene sammen, når der i både Aarhus og København inviteres til storskærmsvisning af de danske kampe.

I København er det Bella Arena, der inviterer til fodbold samarbejde med DBU, DR og TV 2, mens det i Aarhus er Ceres Arena, der danner rammerne for storskærmsvisning i samarbejde med DR og TV 2. Både DR og TV 2 sender live fra de to arenaer til Danmarks kampe, og TV 2 rykker desuden sit VM-studie til Ceres Arena i Aarhus i forbindelse med de landskampe, der sendes på TV 2.

Danmark spiller mod Tunesien tirsdag 22. november kl. 14 på DR1, mod Frankrig lørdag 26. november kl. 17 på TV 2 og mod Australien onsdag 30. november kl. 16 på DR1.

Fællesskab og store fodboldoplevelser
- I en slutrunde, hvor FIFA’s valg af værtsland er kontroversielt, har vi heldigvis mulighed for at samle danskerne omkring fodbolden herhjemme i Danmark – både foran tv-skærmene og til storskærmsvisning øst og vest for Storebælt. Det er vigtigt for TV 2 at dyrke det store fællesskab, og vi er derfor glade for, at vi sammen med DR, DBU og de to arenaer kan være med til at dele de store fodboldoplevelser med masser af danske fans, og vi ser frem til at dække landsholdets VM-deltagelse på tværs af vores platforme, siger Kristian Hyldgaard, indholdschef for TV 2 SPORT.

- Hos DR vil vi samle danskerne om de store begivenheder og i de store fællesskaber. Storskærmsarrangementerne er en mulighed for at få fodbolden og fællesskabet ud til endnu flere danskere, og det er selvfølgelig noget, vi bakker op om. Derfor er vi glade for, at Bella Arena og Ceres Arena nu byder indenfor til fodboldfest, så vi i samarbejde med TV 2 og DBU kan give fansene en stærk dansk hjemmebane, hvor de kan være sammen om det danske landshold, siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten.

- Fodbold og slutrunder skaber samling og begejstring. Derfor er vi glade for at kunne invitere de danske fans ind til en rød hvid fodboldfest i Bella Arena. Det har været vigtigt for os at give danske fans mulighed for at støtte og juble over Danmarks VM-kampe på dansk grund, samtidigt med at vi fra DBU’s side fører kritisk dialog med VM-arrangørerne fra Qatar, siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen.

Sådan kommer du med
Medlemmer af Herrelandsholdets fanklub, ForDanmark, kan hente billetter til kampene mod Frankrig og Australien i Bella Arena fra tirsdag 8. november kl. 12, mens løssalget til alle danske fans går i gang torsdag 10. november kl. 10 på billet.dbu.dk. Grundet det skæve spilletidspunkt bliver kampen mod Tunesien ikke et offentligt arrangement i Bella Arena. I stedet bliver en række børnefamilier inviteret til en dag i fodboldens tegn. Alle billetter er gratis – læs mere her.

Billetter til arrangementerne i Aarhus kan bookes på billet.parkarena.dk. Her starter salget fredag 4. november kl. 12. 

Læs også:
Sådan bliver VM-kampene fordelt mellem TV 2 og DR
Sendeplan for VM i fodbold 2022

 

Billede {0} af {1}