Topdebat på NEWS: Hvordan vil politikerne håndtere de stigende priser?

Vært Thomas Buch-Andersen står klar til at stille politikerne spørgsmål om de stigende priser, når TV 2 NEWS inviterer til en toppolitisk debat. (Foto: TV 2)

Vært Thomas Buch-Andersen står klar til at stille politikerne spørgsmål om de stigende priser, når TV 2 NEWS inviterer til en toppolitisk debat. (Foto: TV 2)

20. september 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskerne bliver lige nu ramt af historiske prisstigninger på stort set alt fra strøm og benzin til smør, mælk og kød. Men hvordan vil de danske politikere håndtere de store udfordringer? Det sætter TV 2 NEWS fokus på onsdag 21. september. 

TV 2 NEWS inviterer til toppolitisk debat om de stigende priser onsdag 21. september klokken 19.55. De to statsministerkandidater – Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen – er med i debatten, ligesom skatteminister Jeppe Bruus repræsenterer regeringen. Derudover vil blandt andre Liberal Alliances Alex Vanopslagh, Enhedslistens Mai Villadsen og Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen være klar til debat.

- Alle danskere og danske virksomheder bliver lige nu ramt af stigende priser – og for nogle er der tale om meget store stigninger. Derfor samler TV 2 NEWS en række toppolitikere til debat for at blive klogere på, hvordan de vil håndtere problemerne, og hvordan danskerne skal være indstillet på en anderledes hverdag hen over vinteren, siger Anne Mette Svane, chefredaktør på TV 2 NEWS, og fortsætter:

- På TV 2 får vi hver dag henvendelser fra danskere, der er blevet hårdt ramt, eller som har forslag til, hvordan vi skal håndtere den kommende tid sammen. Det giver vi nu politikerne en chance for at tage en diskussion om.  

I debatten vil vært Thomas Buch-Andersen stille politikerne spørgsmål på vegne af de mange danskere, der lige nu bliver påvirket af de stigende priser. Og politikerne vil blive mødt af dilemmaer fra danskernes hverdag.

Hele dagen vil der være fuld fokus på inflationens betydning på tværs af alle vores nyhedsplatforme med liveblog, deling af danskernes bedste spareråd, en udvidet 19-udsendelse i samarbejde med regionerne og NEWS – samt en ekstraordinær udgave af magasinet ’Business Class’. Generelt vil der i den kommende tid være ekstra fokus på inflationsdækningen på tværs af TV 2s nyhedsplatforme, herunder en række faste formater på TV2.DK, hvor brugerne blandt andet kan følge inflationens nøgletal dagligt.

Billede {0} af {1}