'Badehotellet' vinder publikumspris

Jens Jacob Tychsen, Anette Støvelbæk og Cecilie Stenspil fra 'Badehotellet'. Foto: TV 2.

Jens Jacob Tychsen, Anette Støvelbæk og Cecilie Stenspil fra 'Badehotellet'. Foto: TV 2.

01-09-2022
Af: Lone Leth-Larsen

Jens Jacob Tychsen vinder også for rollen som Edward Weyse i samme serie

Onsdag aften kunne ’Badehotellet’ modtage prisen for årets danske tv-dramaserie, da årets SVEND-priser blev uddelt i Krøyers Have under filmfestugen. Det betyder, at ’Badehotellet’ blev prisbelønnet for syvende gang ved uddelingen, da Jens Jacob Tychsen også fik publikumsprisen  'Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie' for sin rolle som Edward Weyse i samme serie.

De danske seere belønnede endnu engang TV 2s stærke position på fiktionsområdet, og det var en begejstret Pernille Bech Christensen, Senior Executive Producer på TV 2, der kunne glæde sig over, at ’Badehotellet’ og folkene bag serien, modtog prisen for seriens niende sæson:  

- Det er en helt særlig ære at modtage prisen for årets danske tv-dramaserie, fordi SVEND-prisen er en anerkendelse fra alle vores seere. Den er vi stolte af, ikke mindst på vegne af seriens skabere og alle de dygtige folk både foran og bag kameraet. Selvom vi er glade for alle priser, vi får, så er hyldesten fra seerne en særlig publikums-blåstempling af det indhold, vi producerer. Igen i år har feltet været stærkt, og jeg vil gerne anerkende alle de andre dygtige prismodtagere og nominerede.

Jens Jacob Tychsen vinder som Edward Weyse

Jens Jacob Tychsen som Edward Weyse i 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

- Samtidig er jeg rigtig glad for anerkendelsen af de fænomenale skuespilpræstationer i ’Badehotellet’, og Jens Jacob Tychsen har i den grad fortjent seernes hyldest, siger Pernille Bech Christensen.

Jens Jacob Tychsen, der spiller Edward Weyse i 'Badehotellet' i alle ni sæsoner, var oppe mod et stærkt felt af mednominerede i kategorien 'Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie', nemlig Mikkel Boe Følsgaard for 'Borgen 4 - Riget, Magten og Æren', Sidse Babett Knudsen for 'Borgen 4 - Riget, Magten og Æren', Sofie Gråbøl for 'Dag & nat' og Trine Dyrholm for 'Margrete den Første'.

'Badehotellet' har tidligere vundet SVEND-prisen som 'Årets danske tv-dramaserie' i 2017, 2018, 2019 og 2021, og i 2021 vandt Birthe Neumann også prisen som 'Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie' for sin rolle i 'Badehotellet'.

'Badehotellet' er skrevet af Hanna Lundblad og Stig Thorsboe og er produceret af SF Studios Production i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad.

Årets danske film - 'Rose'

Årets danske film blev den TV 2-støttede film 'Rose', og Sofie Gråbøl vandt prisen for 'Årets kvindelige skuespiller - film', mens Anders W. Berthelsen blev årets mandlige skuespiller (film) - begge for deres præstationer i 'Rose', som er instrueret af Niels Arden Oplev.

'Krummerne - det er svært at være 11 år' vandt for årets danske børnefilm, 'Top Gun 2: Maverick' blev årets udenlandske film, og 'Syng 2' blev årets udenlandske børnefilm. Biografklub Danmarks Asta-pris gik til 'Rose'/Niels Arden Oplev, og årets hædersgæst var Lars Mikkelsen, mens Anne Sofie Wanstrup blev årets håb. Endelig gik juryens særpris til Jonas Risvig.

 

 

Seneste nyt

3840X2160 KC Værtsbillede Pressesite U Logo
29. september 2022

Knæk Cancer: Tal og hold sammen

Knæk Cancer: Tal og hold sammen
Thomas Buch (1)
20. september 2022

Topdebat på NEWS: Hvordan vil politikerne håndtere de stigende priser?

Topdebat på NEWS: Hvordan vil politikerne håndtere de stigende priser?
1Greenfilm VMD
16. september 2022

Store TV 2-produktioner får internationalt bæredygtighedsstempel

Store TV 2-produktioner får internationalt bæredygtighedsstempel

Billede {0} af {1}