TV 2 sætter igen fokus på ensomhed

Foto: TV 2

Foto: TV 2

03. juni 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Alt for mange børnefamilier i Danmark føler sig ensomme, og problemerne med ensomhed i Danmark er stigende. I uge 23 vil ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’ se på, hvordan vi kan hjælpe børn, unge og familier ind i fællesskaber.

TV 2s daglige magasinprogrammer ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’ bringer i uge 23 indslag og interviews om ensomhed blandt børn og unge. I samarbejde med Røde Kors vil programmerne have fokus på, hvordan vi som samfund og enkeltpersoner kan hjælpe børn, unge og familier tilbage i fællesskabet. Det sker under overskriften ’Alle vores børn’.

- Vi forbinder ofte ensomhed med alderdom eller ungdom, men ensomhed er også en stor udfordring for mange danske børnefamilier. En ny undersøgelse fra Røde Kors viser, at 47 procent af forældre i udsatte positioner oplever svær ensomhed mod 12 procent af befolkningen generelt. Sammen med Røde Kors giver vi de mange TV 2-seere et vigtigt og ærligt indblik i, hvad ensomhed gør ved os mennesker, siger TV 2-redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen.

Som en del af TV 2s ansvarlighedsstrategi ønsker TV 2 at sætte fokus på de emner, der er vigtige for danskerne. Her vil TV 2 sammen med en række forskellige partnere levere indhold, der inspirerer danskerne til at engagere sig i samfundet. Samarbejdet med Røde Kors er udviklet gennem flere år og er et godt eksempel på den type partnerskaber, TV 2 ønsker.

 

Ensomhed er ofte omgærdet af tabu

For børn og unge gælder det, at de er i større risiko for at føle sig ensomme, hvis deres forældre står uden for arbejdsmarkedet, lever med afsavn eller befinder sig i socialt udsatte positioner. Det samme gælder for børn i familier med skilsmisse, dødsfald eller alvorlig sygdom.

Selvom ensomhed er noget, mange danskere møder på et tidspunkt i livet, oplever flere, at det er svært at tale om ensomhed. En Voxmeter-undersøgelse foretaget for Røde Kors i 2021 viser, at hver tredje synes, det er svært at spørge mennesker, de kender, om de føler sig ensomme. Samtidig siger næsten hver anden dansker, der føler sig ensom, at andre har svært ved at tale med dem om deres ensomhed.

- Gennem samarbejdet vil TV 2 og Røde Kors også vise, hvordan vi alle gennem konkrete handlinger kan være med til at støtte børn, unge og forældre i deres hverdag, skoleliv og fritidsliv – og hjælpe dem med at deltage i de sociale begivenheder og fællesskaber, som andre tager for givet. For heldigvis kan en fremstrakt hånd og en social indsats være med til at give familier oplevelser, der kan få dem til at føle sig som en del af fællesskabet, siger lederen af Røde Kors’ familiearbejde, Ziga Friberg.

 

Frivillige på besøg i studiet – og med på ferielejr

I uge 23 vil ’Go’ morgen Danmark’- og ’Go’ aften LIVE’-seerne blandt andet møde nogle af de mennesker, der gør en stor indsats for andre – eksempelvis unge frivillige, der selv har følt sig ensomme og uden for fællesskabet, og som derfor gerne vil give noget tilbage til andre.

De frivillige gør en kæmpe forskel for børnene og deres familier, og derfor vil ’Go’ morgen Danmark’ hylde en person, som gør noget helt særligt for andre. Kokken Claus Holm har sammensat en lækker præmie til den frivillige, som programmet overrasker ham/hende med.

TV 2 har også fået lov til at komme med en familie på Røde Kors-ferielejr. Et sted, hvor familierne ikke alene får et tiltrængt pusterum fra en presset hverdag, men også et sted, hvor børn og forældre kan hygge sig og tale med andre i samme situation og på den måde få et netværk, de kan trække på, når de er hjemme igen.

 

’Alle vores børn’

Siden 2019 har TV 2-programmerne ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften LIVE’ – i samarbejde med Røde Kors – sat fokus på udsatte børn og deres familier.

I december er der hvert år blevet samlet ind, så tusinder af familier har kunnet få julehjælp. En hjælp, der ikke alene giver børnene en god jul med gaver, godter og julemad, men også en hjælp til at få en håndsrækning og en støtte hele året.

Det er den indsats, TV 2 sætter fornyet fokus på i uge 23.

 

Billede {0} af {1}