TV 2 NEWS åbner dækningen af Folkemødet med politikerduel

Foto: TV 2

Foto: TV 2

10. juni 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS dækker Folkemødet 16.-19. juni med nye formater, og dækningen åbnes med en duel mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen.

Torsdag 16. juni begynder Folkemødet i Allinge-Sandvig på Bornholm. Det er første gang siden 2019, at Folkemødet igen opstår med fuldt publikum og program. TV 2 NEWS dækker naturligvis mødet, der byder på mere end 2500 events, debatter, koncerter, talks og politiske arrangementer.

NEWS’ dækning af Folkemødet begynder med et brag af en duel mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen, som åbner festlighederne på havnescenen. Optakten til duellen begyndte i Folketingssalen i april, hvor de to politiske ledere endte med at udfordre hinanden i Statsministerens Spørgetime. Og nu bliver duellen så en realitet på TV 2s scene på Folkemødet og live på TV 2 NEWS. Mads Frimann er vært for duellen, der kan ses torsdag 16. juni kl. 12.15. NEWS & Co. og partilederne med Charlotte Beder og Søren Lippert sendes dagligt kl. 15.45 til 18.00, og her vil partilederne deltage to-og-to og blive udfordret af dagens vigtigste spørgsmål.

Ud over den løbende dækning hen over dagen, vil NEWS hver dag kl. 12.30 – med Mads Frimann som vært - tage seerne med ud, rundt og hen til alt det, der sker på Folkemødet, og møde de mange engagerede mennesker, som deltager.

Og så byder NEWS i år på ægte vandkants-tv i et nyt format, Aftenlounge. Her er NEWS rykket ind på et nyt område på havnen i Allinge tættere på vandet. Torsdag er Anne Vig vært for Aftenlounge med 'Mogensen & Kristiansen', og fredag er Ask Rostrup vært for en Aftenlounge i selskab med 'Besserwisserne'. I forbindelse med Aftenlounge ændrer NEWS sendefladen, så der ikke samsendes med 19 Nyhederne på TV 2. I stedet vil der være partiledertale og Aftenlounge på NEWS.

Folkemødet 2022 dækkes naturligvis også på TV 2s øvrige nyhedsplatforme. Læs mere om Folkemødet her.

Billede {0} af {1}