Verdens største cykelløb, Tour de France, bliver skudt i gang i Danmark. TV 2 er med hele vejen - fra København til Paris. Se med fra 27. juni 2022.
År 2022 bliver et helt unikt år i danmarkshistorien. For første gang nogensinde er der Tour de France-start i Danmark, og ikke mindre end tre etaper af verdens største cykelløb bliver kørt i verdens bedste cykelland. Det bliver en fantastisk cykel- og folkefest, hvor tilskuerne vil strømme til og fylde de danske gader og veje med røde, hvide og gule farver. I 33 år har danskerne kunnet se med fra Tour de France på TV 2 og i anledning af det historiske år, kan danskerne glæde sig til mere Tour de France end nogensinde før på TV 2 PLAY og TV 2.
Historisk stort Tour de France på TV 2
Udover livesending fra alle etaper, kan danskerne se frem til daglige studieprogrammer med bl.a. Stine Bjerre Mortensen og Thomas Kristensen i 'Touren i Danmark' og 'Tour de France-studiet', glædeligt gensyn med Rasmus Staghøj og Lars Bak i ’AftenTour’ og særudgaver af ’Rolf & Ritter på Tour’, hvor det velkendte kommentatorpar bl.a. tester etapen i København med kronprins Frederik. Dertil sendes mindeprogrammet om Chris Anker Sørensen ’Hele Danmarks Chris Anker’.
Også TV 2 NYHEDERNE, TV 2 Regionerne, 'Go' morgen Danmark' og sporten.tv2.dk vil summe af de største og vigtigste historier om Tour De France.
Et højdepunkt bliver Tour de France-holdpræsentationen i Tivoli i København 29. juni, hvor Dennis Ritter og Stine Bjerre Mortensen skal stå i front, når TV 2 sammen med Grand Depart transmitterer begivenheden til hele verden 29. juni.
- Vi har et historisk Tour de France foran os, og vi har kæmpe ambitioner om at give danskerne den ultimative Tour-oplevelse på TV 2 PLAY. Der er ingen tvivl om, at dækningen i år bliver vores største dækning af Tour de France nogensinde, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.
Han fortsætter:
- Alle vores dygtige cykelfolk har glædet sig til dette øjeblik, og vi har samlet et suverænt tour-hold, hvor alle er klar til at bringe danskerne helt tæt på alt, hvad der rører sig i og omkring cykelløbet, siger Frederik Lauesen.
Stine Bjerre Mortensen og Dennis Ritter er værter ved holdpræsentationen
To dage før Tour de France starter i København 1. juli er der holdpræsentation, hvor de enkelte hold og ryttere vil blive præsenteret. Det er en begivenhed, som TV 2 producerer i samarbejde med STV og Grand Depart.
- Det store startskud lyder, når vores værter Stine Bjerre og Dennis Ritter byder rytterne og seere fra hele verden velkommen til holdpræsentationen, som bliver sendt direkte fra Tivoli i hjertet af vores smukke hovedstad. Derefter følger det, som det hele handler om, nemlig cykelløbet og de tre historiske etaper gennem store dele af vores dejlige land. Jeg er sikker på, at det bliver en uforglemmelig oplevelse for alle danskere, siger Frederik Lauesen.
Tour de France er kæmpestort i Danmark
Sommer, TV 2 og Tour de France hænger sammen, for lige siden 1989 har TV 2 dækket den store franske rundtur. Det startede med et resumé af dagens etaper, og 8.juli 1990 sendte TV 2 Tour de France for første gang live. Gennem årene er Tour de France blevet en ikonisk begivenhed, vi samler os om, og for mange danskere er der ingen sommer uden Tour de France. Danmark er i dag det land, der har den største seerandel i verden, når Tour de France bliver sendt.
- Store dele af Danmark vil snart stå klædt i gult, og det er fantastisk at være vidne til de mange initiativer og tiltag, som danskerne tager i anledning af, at touren kommer til vores land. Den opbakning gør mig stolt, og det viser igen, hvordan sport evner at samle os i et fællesskab på tværs af hele landet. Og i år bliver den største årgang af dem alle - på vores hjemmebane - og det skal vi fejre i fællesskab, siger Frederik Lausen.
TV 2 stiller i stærkeste opstilling
Det historiske Tour de France i år bliver dækket af et stærkt hold på TV 2 PLAY og TV 2 - med både nye og gamle ansigter. De nye ansigter skal blandt andet ses i lyset af, at den mangeårige cykelrytter og -ekspert Chris Anker Sørensen sidste år mistede livet i en ulykke. Stine Bjerre Mortensen er vært i 'Touren i Danmark'-programmerne i dagene op til Tour de France starter. Efter løbsstart tager Thomas Kristensen over, og han er vært på de resterende 'Touren i Danmark'-programmer samt på 'Tour de France-studiet', når løbet kommer til Frankrig. Rasmus Staghøj er vært på de sene 'Touren i Danmark'-programmer, de aftener løbet bliver kørt i Danmark. Efter Touren er kommet til Frankrig er han vært på 'AftenTour'.
Dennis Ritter og Rolf Sørensen er faste kommentatorer på etaperne, og undervejs får de selskab af bl.a. den tidligere cykelrytter Lars Bak, sportsdirektør på Team ColoQuick Christian Moberg, landstræner Anders Lund og Riwal-rytteren Emil Vinjebo. Lars Bak er også fast ekspert i 'AftenTour', mens Moberg og Vinjebo er med i Tour-studierne. Desuden er forfatter og journalist Henrik Jul Hansen er med i studie-programmerne i Danmark.
Det kan seerne glæde sig til på TV 2 PLAY og TV 2
Udover alle etaperne live, studie-programmer før og efter etaperne, 'AftenTour' osv., er der masser af ekstraprogrammer i år på TV 2 PLAY og TV 2, som seerne kan se frem til, bl.a.:
Holdpræsentation
På TV 2 PLAY og TV 2 29.6 kl. 18.30
Danmark byder velkommen til verdens største cykelløb, Tour de France, når der 1. juli er Grand Depart i København. TV 2s Stine Bjerre Mortensen og Dennis Ritter er værter for begivenheden i Tivoli, hvor holdene bliver præsenteret. Holdudtagelsen bliver produceret af TV 2 og sendt live til masser af lande verden over.
Rolf & Ritter på Tour - med kronprinsen
På TV 2 PLAY fra 26.6 og på TV 2 8.6 kl. 20.50
Rolf og Ritter tester hvert år udvalgte Tour de France-etaper i Frankrig. Men som noget helt særligt i år prøvekører de tre af etaperne i Danmark. På den første etape får de får de selskab af kronprins Frederik, der viser dem et sted i København, som betyder meget for ham. Det er selvfølgelig Vor Frue Kirke, hvor han blev gift med sin kronprinsesse Mary. Efter de tre etaper i Danmark går turen videre til Frankrig, hvor duoen på vanlig vis tager turen op af nogle af årets hårde bjerge. Der er i alt seks programmer i den nye sæson af 'Rolf & Ritter på Tour', og det er i premiereprogrammet, at de prøvekører den første etape med kronprins Frederik.
Hele Danmarks Chris Anker
På TV 2 PLAY fra 27.6 og på TV 2 4.7 kl. 20.50.
Mindeprogram. 18. september 2021 døde den folkekære cykelrytter og tv-kommentator Chris Anker Sørensen i en trafikulykke. Mange mennesker var i chok og sorg, for uden nogen havde opdaget det, havde Chris gennem sin karriere boret sig ind i hjerterne på folk. I dette program fortæller familie, venner, kolleger og almindelige danskere, hvorfor han blev 'Hele Danmarks Chris Anker'.
’AftenTour’
Hver aften på TV 2 PLAY og TV 2 fra 5. juli
Rasmus Staghøj og Lars Bak ser nærmere på dagens begivenheder i Tour de France. Hvad var de vigtigste hændelser på dagens etape - og hvad er der i vente de næste dage? De får også sidste nyt, analyser og reportager fra TV 2s kommentatorer og journalister.
’Tour de France-studiet’
Programmer inden og efter dagens etape
Thomas Kristensen og forskellige eksperter giver en update på de vigtigste begivenheder i Tour de France, og hvad vi skal forvente os af de kommende dage. De får også sidste nyt og analyser fra TV 2s kommentatorer og reportere.
'Touren i Danmark'
Hver dag på TV 2 PLAY og TV 2 fra 27.juni - 3. juli
Tour de France kommer til Danmark, og i dagene op til start sender TV 2 PLAY og TV 2 'Touren i Danmark' fra Tivoli med Stine Bjerre Mortensen som vært. Her bliver den store begivenhed dækket med sjove historier, inspirerende gæster og overraskende vinkler på verdens største cykelløbs indtog i Danmark. Henrik Jul Hansen og Rolf Sørensen er faste eksperter i studiet, mens bl.a. Rasmus Staghøj og Søren Reedtz laver reportager fra hovedstaden i nogle særlige Tour de France-ladcykler.
’Touren i Danmark’ fortsætter efter tourstart 1.juli med Thomas Kristensen som vært.
'Go' Morgen Danmark', Regioner, TV 2 NEWS og TV 2 NYHEDERNE
Desuden får man på TV 2 PLAY og TV 2 en masse ekstra Tour de France. Regionerne dækker Touren i deres områder massivt, TV 2 NEWS og TV 2 NYHEDERNE har masser af Tour-indhold og 'Go' Morgen Danmark' har også fokus på Tour de France, når programmerne forvandles til ’Go’Tour’ fra 1.-3. juli.