Ny kommunikationsdirektør til TV 2 – Cathrine Kier hentes til udvidet corporate afdeling

Foto: TV 2

Foto: TV 2

28. juni 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Cathrine Kier kommer til TV 2 med stor indsigt og mange års erfaring med kommunikations­rådgivning på højeste niveau samt ledelseserfaring inden for kommunikation og politik.

37-årige Cathrine Kier bliver TV 2s nye kommunikationsdirektør fra 1. september 2022. Hun kommer til TV 2 med stor indsigt i den digitale branche og har solid erfaring med ledelse og kommunikationsrådgivning af topchefer på højeste niveau.

Cathrine Kier kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i den digitale bank Lunar med ansvar for både kommunikation og interessevaretagelse siden 2019. Lunar er ikke den eneste finansielle virksomhed, der har haft glæde af Cathrine Kier. Fra 2015 til 2019 var Cathrine Kier kommunikationsdirektør i Saxo Bank med ansvar for intern og ekstern kommunikation. Cathrine Kier er uddannet i Political Science & Journalism fra SDU og har oprindeligt rødder i det fynske. TV 2 er heller ikke et helt uvant sted for Cathrine, da hun i sine studieår havde sin gang som rundviser på Kvægtorvet i Odense. Cathrine bor i dag i Roskilde med mand og to børn.

”Den helt rette kombination af faglighed og drive”

Det er en begejstret Anne Engdal Stig Christensen, som tager imod TV 2s nye kommunikationsdirektør:

- Cathrine favner alt det, vi siden foråret har været på udkig efter i rekrutteringsprocessen. Hun har en stærk faglighed og en veludbygget værktøjskasse inden for de kommunikationsfaglige discipliner. Og så kommer hun med den helt rette erfaring og centrale viden omkring ledelse i virksomheder, der står midt i en digital transformation, siger TV 2s administrerende direktør og fortsætter:

- TV 2 står stærkt både i forhold til vores indholdsposition og vores forretning, men vi er også i en brydningstid med intens konkurrence og ændret forbrugeradfærd, og derfor skal vi være endnu bedre til at bringe vores dagsordner frem. Ikke kun indholdsmæssigt, men også i forhold til, hvordan vi som en moderne dansk medievirksomhed ønsker at sætte en dagsorden. Det arbejde sætter Cathrine sig i spidsen for sammen med et stærkt corporate team, siger Anne Engdal Stig Christensen. 

For Cathrine Kier er jobbet hos TV 2 et job, der netop forener hendes tidligere erfaringer fra den digitale verden med et nyt og ambitiøst udviklingspotentiale inden for internt kulturarbejde:

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af TV 2-holdet og bidrage til at gøre profilen på virksomheden bag Danmarks mest slagkraftige public service-indhold skarpere. TV 2 er blevet frontkæmper på mange nye dagsordner, har gang i et stort kulturarbejde og har ambitiøse mål for ansvarlighed og bæredygtighed. Det aftryk ser jeg frem til at gøre endnu tydeligere, siger Cathrine Kier.

TV 2s afdeling for corporate kommunikation har inden for det seneste år gennemgået en større udvikling, hvor det netop handler om at støtte op om det helt centrale og vigtige kultur- og positioneringsarbejde, som huset er i gang med. Sammen med den nye People & Culture-afdeling vil corporate kommunikation fungere som en stabsfunktion under direktionen, hvor ansvarlighed og public affairs også vil være blandt fokusområderne. Cathrine Kier vil referere direkte til administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen.

Billede {0} af {1}