De er tilbage. Se UEFA Nations League på TV 2 og TV 2 PLAY

UEFA Nations League kan ses på TV 2 og TV 2 Play (Foto: Niels Christian Villmann / Ritzau Scanpix)

UEFA Nations League kan ses på TV 2 og TV 2 Play (Foto: Niels Christian Villmann / Ritzau Scanpix)

Der er fire spændende kampe på programmet for Christian Eriksen og co. frem til 14. juni, når herrelandsholdet skal spille UEFA Nations League. TV 2 glæder sig over at huse landsholdet igen og har valgt at dyrke det store danske fodboldfællesskab med et studie i DBUs fanzone i Fælledparken.

Bolden ruller igen, og det er tid til at iklæde sig den nystrøgede landsholdstrøje og stå skulder ved skulder og synge med på 'Der er et yndigt land'. Danmark skal nemlig spille fire landskampe på ti dage i UEFA Nations League i starten af juni. Her skal Kasper Hjulmands hold op imod de tre gode modstandere: Verdensmestrene fra Frankrig, VM-sølvvinderne fra Kroatien og stærke Østrig, der er trænet af den netop afgåede Manchester United-træner Ralf Rangnick. Det danske landshold havde et meget dramatisk EM sidste sommer, hvor holdet endte i semifinalen mod England, og hele Danmark fik akut fodboldfeber. På TV 2 SPORT glæder man sig til at starte et nyt kapitel omkring landsholdsfodbold på et tidspunkt, hvor A-landsholdets kvalitet og popularitet er større end længe.

- Som i vores fantastisk kampagnefilm er det slet ikke til at få armene ned. Vi glæder os helt utroligt meget. Det har allerede være et vildt år med fodbolden på TV 2s platforme, og nu kommer den rettighed, som vi har glædet os allermest til. Jeg synes, at vi er rigtig godt rustet, og vi glæder os til at skyde en fantastisk sportssommer på TV 2 i gang med herrelandsholdets kommende kampe, siger Kristian Hyldgaard, kanalchef for TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X.


Et stærkt fodboldteam - samt fodboldfest i Fælledparken

TV 2 har rettighederne til det danske herrelandshold i minimum seks år frem, og det er et stærkt hold, som TV 2 har sat til at dække herrernes A-landskampe. Værterne er Camilla Martin og Morten Ankerdal, eksperterne i studiet Brian Laudrup, Kenneth Perez og Mads Junker m.fl. Garvede Thomas Kristensen og Morten Bruun kommenterer de danske kampe. Derudover får en masse af TV 2s andre fodboldreportere og -kommentatorer forskellige opgaver i forbindelse med dækningen af de mange landskampe.

- Jeg glæder mig til, at vi nu kan sætte vores eget 'TV 2-præg' på dækningen af herrelandsholdet. Og jeg glæder mig til at opleve, når det redaktionelle hold, som vi har sat sammen over de seneste år, skal guide danskerne gennem de store fodboldbegivenheder. Det har været vigtigt for os at sammensætte et team med personligheder, der både er fagligt stærke, men som du også kan føle dig i godt selskab med. En blanding af kendte, garvede profiler, og nye unge talenter, der kan give et friskt pust, siger Kristian Hyldgaard. Han fortsætter:

- Og de kommer i ilden lige fra starten, for i samarbejde med DBU har vi lavet en fanzone i fælledparken, hvor TV 2 vil omfavne fællesskabet - og invitere alle indenfor til 14 dages fodboldfest og storskærm. Her er vores hovedstudie placeret under UEFA Nations League, og i den periode viser vi store internationale landskampe hver aften, siger Kristian Hyldgaard.

OBS - vedr. storskærmsvisning: Storskærmsvisning af Danmark-Østrig aflyses

 

 

Alle UEFA Nations League-kampe på TV 2 PLAY

For udover de fire danske kampe, er der også en lang række andre spændende landskampe under UEFA Nations League. Her skal en række store fodboldnationer op mod hinanden, blandt andre Spanien-Portugal, Norge-Sverige, Tyskland-England og England-Italien. Nogle af kampene bliver vist på TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X, men hvis man vil være sikker på at kunne se alle de kampe, man ønsker, live, skal man have pakken ’Favorit + Sport’ på TV 2 PLAY. Her bliver samtlige UEFA Nations League-kampe nemlig vist.

- Vi sender massivt i de 14 dage fra 1. til 14. juni. Vi sender samtlige UEFA Nations League kampe på PLAY, og vi sender dagligt fra vores studie i Fælledparken, hvor vi har inviteret danskerne til fodboldfest og hygge med storskærm hver aften og store internationale kampe. Det bliver en fantastisk måde at starte vores nye æra med herrelandsholdet på. Og det kommer forhåbentlig til at give en slags slutrunde-stemning, når der er store kampe hver dag, siger Kristian Hyldgaard.


Program

Program for det danske herrelandshold under UEFA Nations League i juni 2022:

  • Fredag 3. juni klokken 20.45 Frankrig-Danmark
  • Mandag 6. juni klokken 20.45 Østrig-Danmark
  • Fredag 10. juni klokken 20.45 Danmark-Kroatien
  • Mandag 13. juni klokken 20.45 Danmark-Østrig

Alle Danmarks kampe bliver vist på TV 2 og TV 2 PLAY.

Læs mere om TV 2 PLAY her:

TV 2 PLAY – serier, nyheder og underholdning

 

Billede {0} af {1}