Dansksproget indhold sætter igen rekord på TV 2

Sådan har TV 2 hovedkanalens andel af dansksprogede programmer udviklet sig siden 2009. I de seneste år har andelen ligget over 70 procent eksklusive de regionale nyhedsudsendelser, og 2021 gav en ny rekordhøj andel på 75,9 procent. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark / TV 2)

Sådan har TV 2 hovedkanalens andel af dansksprogede programmer udviklet sig siden 2009. I de seneste år har andelen ligget over 70 procent eksklusive de regionale nyhedsudsendelser, og 2021 gav en ny rekordhøj andel på 75,9 procent. (Kilde: Seer-Undersøgelsen i Danmark / TV 2)

I 2021 var 75,9 procent af TV 2 hovedkanalens programtimer dansksprogede – endnu mere end i det hidtidige rekordår 2020, hvor coronaen satte dagsorden i det meste af året. Dansk indhold driver høj sening til TV 2.

TV 2 har i mange år været den hovedkanal, som sendte mest dansksproget indhold til seerne, og i 2021 satte hovedkanalen en ny rekord med en dansksproget andel på 75,9 procent. Mere end tre fjerdele af TV 2s knap 7.000 programtimer sidste år var altså dansksprogede.

Tallene, der er eksklusive regionale udsendelser, fremgår af TV 2s public service-redegørelse 2021, som netop er offentliggjort. På DR1 var den dansksprogede andel i 2021 på 54,6 procent.

- At levere danske programtilbud til seere og brugere har en særlig betydning i disse år, hvor så meget forbrug foregår på udenlandske tjenester. For TV 2 er det helt afgørende at engagere danskerne i alle de emner, som er vigtige for os i Danmark. Derfor er det helt centralt for os at holde fast i det store udbud af dansk indhold, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard.

Den rekordhøje andel af danske programmer betyder samtidig, at TV 2s andel af udenlandsk fiktion – udenlandske film og serier – er den laveste nogensinde. I 2021 udgjorde udenlandsk fiktion 11 procent af sendefladen på TV 2. Til sammenligning var andelen 25 procent på DR1.

TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Af TV 2s public service-redegørelse for 2021 fremgår også, at det dansksprogede indhold er et stærkt trækplaster for TV 2. Mens det danske indhold udgjorde knap 76 procent af programtimerne i 2021, stod dette indhold for 90 procent af seerforbruget på TV 2s hovedkanal. Det skyldes især, at de dansksprogede programmer generelt har højere seertilslutning end fremmedsprogede programmer.

I kraft af det danske indhold lykkedes det i 2021 for TV 2 at fastholde sin seerandel og positionen som Danmarks mest sete kanal i et år, hvor sommer-OL og EM i fodbold – årets to største sportsbegivenheder – for en sjælden gangs skyld ikke kunne følges live på TV 2s kanaler.

”Nyheder er vores position”

Blandt det meget populære danske indhold er TV 2s nyhedsdækning, som igen i 2021 havde høj prioritet. TV 2 sendte knap 1.100 timers nyhedsudsendelser mellem klokken 6.00 og midnat – og mere end 1.500 timer i alt. Det er det tredjehøjeste antal nyhedstimer nogensinde, men er – ikke overraskende – en tilbagegang fra rekordåret 2020, hvor corona dominerede dagsordenen i størstedelen af året.

- At vi leverer så mange nyhedstimer – alene på hovedkanalen – er helt fantastisk. Hertil kommer jo NEWS og TV2.DK samt særlige programmer og transmissioner på TV 2 PLAY. Public service-redegørelsen er et tjek-ind på, at vi hele tiden holder os på den public service-vej, vi har valgt, og som vi kan være stolte af. Stærke og meget sete nyheder er vores position, og det er det, vi arbejder med at tage videre frem i et digitalt miljø, sagde TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, da hun forleden omtalte public service-redegørelsen på et møde med TV 2s medarbejdere.

Nyhedsvært Ditte Haue i TV 2s nyhedsstudie i Odense. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Nyhedsvært Ditte Haue i TV 2s nyhedsstudie i Odense. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Også indholdsdirektør Lotte Lindegaard glæder sig over TV 2s stærke position, når det handler om at engagere danskerne i samfundet og demokratiet.

- Det har længe været spået af eksperter og medievirksomheder, at nyheder ikke fungerer i en streamingverden, men vi arbejder målrettet på, at TV 2s nyhedsposition på lineært tv skal rykke med ind på TV 2 PLAY. Det er en kæmpe glæde for os at se, at danskerne meget gerne vil have nyheder, aktualitet og dokumentar på streaming, og vi fortsætter arbejdet med at sikre et højt nyhedsforbrug på TV 2 PLAY, siger Lotte Lindegaard.

Dansk fiktion, dialog med befolkningen, kulturstøtte, tilgængelighedstilbud og meget mere

Også en lang række andre emner behandles i public service-redegørelsen, herunder danske fiktionsserier, som har været et strategisk fokus for TV 2 i mange år.

- TV 2 har opnået stor gennemslagskraft med sine mange danske fiktionsserier, og dansk fiktion er samtidig en genre, som tiltrækker seere på tværs af alder og geografi. Når man – som TV 2 – ønsker at samle danskerne om fælles oplevelser, er fiktion af stor betydning, siger Lotte Lindegaard.

TV 2s public service-redegørelse oplyser – blandt meget andet – også om programfordelingen på TV 2s hovedkanal, om vurderingen af programmer, om TV 2s dialog med befolkningen og med lytter- og seerorganisationerne, om TV 2s sportsdækning, om kulturstøtten til bl.a. biograffilm samt om TV 2s tilgængelighedstilbud inden for tekstning og tegnsprogstolkning.

Læs hele TV 2s public service-redegørelse 2021 her. 

 

 

Billede {0} af {1}