Mads Bisgaard (Foto: TV 2)

Mads Bisgaard (Foto: TV 2)

TV 2 sætter Mads Bisgaard i spidsen for nyt fagredaktionelt samarbejde

TV 2 bringer sin politiske redaktion sammen med Business-redaktionen i et redaktionelt samarbejde med målet om at lave mere slagkraftig journalistik. Mads Bisgaard bliver ledende redaktionschef for de to redaktioner.

Politik og business på TV 2 vil fra mandag den 14. marts indgå i et nyt, redaktionelt samarbejde, der skal være til gavn for begge redaktioner og resten af nyhedsafdelingen.

De to redaktioner fortsætter som selvstændige redaktioner med hver deres chef og journalistiske linje, men skal have en større grad af koordination, udveksling af idéer og skal på sigt knyttes endnu tættere sammen. Mads Bisgaard, der i dag er redaktionschef for TV 2s politiske redaktion på Christiansborg bliver ledende redaktionschef for begge redaktioner.

”Mads Bisgaard er en enestående dygtig chef, der har skabt flotte resultater med vores politiske redaktion på Christiansborg. Han er den helt rette til at få skabt et stærkt fagligt omdrejningspunkt om politik, erhverv og business. Der er et stort slægtskab mellem de to redaktioner, og han vil kunne sikre, at vi får endnu bedre journalistik ud af samarbejdet. Samtidig er han en behagelig moderne chef, der nyder stor respekt blandt medarbejderne,” siger Jacob Kwon, der er nyhedschef på TV 2.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at bringe de to dygtige redaktioner tættere sammen for i fællesskab at danne en fagredaktionel boksehandske, der i endnu højere grad kan sætte dagsordener. Historier inden for politik og erhverv har altid haft mange fælles snitflader, men måske aldrig så mange som netop nu, hvor både verden og Danmark forandres hurtigere, end vi måske selv forstår. Tag f.eks. klima, corona, mangel på arbejdskraft og nu også konsekvenserne af krigen i Ukraine,” siger Mads Bisgaard.

I det daglige vil det stadig være Mads Hey, der er redaktionschef for Business, mens Rasmus Dam bliver ny redaktionschef på Christiansborg.

 

Billede {0} af {1}