I disse uger bliver der skrevet europæisk historie og verdenshistorie. I den anledning samler TV 2 partilederne til debat på Christiansborg tirsdag 8. marts. Det er første gang, partilederne mødes og debatterer, siden der søndag blev indgået nationalt kompromis om et øget forsvarsbudget.
I en international krise med krig i Europa og enorm usikkerhed om fremtiden samler TV 2 tirsdag 8. marts partilederne fra de opstillingsberettigede partier i Folketinget til debat. Debatten er rykket fra søndag 6. marts, hvor statsministeren og flere partiledere aflyste på grund af forhandlinger om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik.
Værterne for debatten er Natasja Crone og Troels Mylenberg, og de sætter fokus på, hvad krigen i Europa kommer til at betyde for Danmark og danske interesser.
- De politiske ledere tager i øjeblikket mange vigtige beslutninger for Danmark. Derfor har vælgerne brug for at høre politikernes svar på nogle af de mange spørgsmål, der melder sig. Ikke mindst forud for en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Netop derfor er jeg meget glad for, at det nu er lykkedes os at gennemføre partilederrunden, siger redaktionschef for TV 2s politiske redaktion, Mads Bisgaard.
Debatten sendes direkte fra Fællessalen på Christiansborg, som også søndag 27. februar var hjemsted for en stor TV 2-høring om krigen og den russiske invasion i Ukraine. Også dér oplevede TV 2 en meget stor interesse for situationen i Ukraine. Ikke alene blev høringen ugens næst mest sete program på dansk tv med knap 650.000 seere. På livechatten på TV2.DK indkom flere end 3.000 spørgsmål til eksperter.
- Krigen i vores nærområde berører os alle dybt. For TV 2 er det vigtigt både at formidle troværdigt og nuanceret om krigens udvikling her og nu – og give danskerne perspektiv på krigens konsekvenser og den fremtid, vi ser ind i. Tiden er inde til at samle partilederne og bede dem i fællesskab forholde sig til den helt ekstraordinære situation, Danmark, Europa og resten af verden er bragt i, siger eventchef Kamilla Walsøe, TV 2 Nyhederne.
’Krig i Europa - partilederdebat direkte fra Christiansborg’ sendes på TV 2 og på TV 2 NEWS tirsdag 8. marts klokken 20.00-21.30. I forbindelse med debatten vil der være mulighed for at stille spørgsmål via en livechat på TV2.DK.