Nielsen-streamingtal for januar:
Tv er noget, vi streamer

04. februar 2022;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Nielsens måling af streaming i hjemmet viser, at danskerne i januar har set mere streaming hos broadcastere med en klassisk tv-baggrund end hos de nye, internationale streamingtjenester.

Efter et par ugers tilløb er analyseinstituttet Nielsen Denmark gået i luften med de første tal for streamingforbruget i danske hjem for både de nye, internationale streamingtjenester og de lokalt forankrede broadcastere samt tv-distributører. Tallene for januar 2022 viser, at tv i høj grad er noget, vi streamer.

DRTV, TV 2 PLAY og Viaplay har i januar haft et gennemsnitligt dagligt streamingforbrug på godt 26 minutter pr. dansker på tre år og derover – fordelt med 11 minutter på DR’s streamingtjeneste, 10 minutter på TV 2 PLAY og 6 minutter på Viaplay.

Dermed er den samlede sening på broadcasternes streamingtjenester højere end hos Netflix, Disney+, HBO Max, Apple TV+, Amazon Prime, C More og Paramount+ tilsammen. De står i januar i snit for tilsammen godt 23 minutters daglig sening.

I januar er TV 2 PLAY den næstmest sete blandt de betalte streamingtjenester – kun overgået af Netflix og et mulehår foran YouSee TV & Film.

- Vi har været spændte på den nye måling af streamingforbruget, og vi er meget tilfredse med, at TV 2 PLAY, som er en betalingstjeneste, er næsten lige så set som DRTV, der er tilgængelig for alle. Samtidig har TV 2 PLAY 50 procent mere sening end de kommercielle konkurrenter Viaplay og Discovery+ tilsammen, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, og fortsætter:

- Målingen viser, at public service-indhold fra DR og TV 2 står stærkt på streaming. Det hører med i billedet, at også en del af streamingseningen hos tv-distributørernes tjenester som YouSee TV & Film og Stofa WebTV er public service-indhold fra DR’s og TV 2s kanaler.

Klassisk tv-sening ligger højt

Når man betragter streamingseningen, er det værd at huske, at TV 2 og andre broadcastere – ved siden af streamingseningen – har en klassisk tv-distribution af indhold med et endnu større tidsforbrug hos danskerne.

For TV 2-familien er situationen den, at hver eneste dansker i januar så klassisk live-tv på TV 2s kanaler i mere end en time pr. dag.

Ved siden af den klassisk distribuerede TV 2-sening ligger streamingseningen på TV 2 PLAY, som i januar var på 10 daglige minutter pr. dansker.

For eksempelvis Netflix, der ikke har en lineær distribution, var det daglige tidsforbrug på 14 minutter pr. dansker i januar 2022.

 

Stor streamingsening hos distributørerne

Blandt TV 2 PLAY-abonnenterne er det daglige, gennemsnitlige tidsforbrug på TV 2s tjeneste mere end en time pr. abonnent.

Det er måske en overraskelse for nogle iagttagere, at distributørernes streamingtjenester – hvor der blandt andet ses masser af tv-indhold fra danske kanaler – er ganske store. Det gælder især YouSee TV & Film med 10 minutters daglig sening pr. dansker i januar, Stofa WebTV med 3 minutters sening, Telia TV og Allente med hver cirka 1,5 minutters sening og Altibox med 1 minuts daglig sening. Der er også en mindre sening hos tjenesterne fra distributørerne Norlys og Waoo.

Samlet set er der større streamingsening på tv-distributørernes streamingtjenester end hos Netflix.

Sådan ser top 10 ud i januar

Når man kigger på de enkelte streamingtjenesters placering i januar er Netflix – ikke overraskende – mest set, og på de næste pladser kommer DRTV, TV 2 PLAY og YouSee TV & Film.

Kilde: Nielsen Denmark (listen omhandler broadcastere, internationale streamingtjenester og tv-distributører, men ikke sociale medier som Facebook, Instagram, Youtube ol. Nielsen måler alene streamingseningen i hjemmet)

Kilde: Nielsen Denmark (listen omhandler broadcastere, internationale streamingtjenester og tv-distributører, men ikke sociale medier som Facebook, Instagram, Youtube ol. Nielsen måler alene streamingseningen i hjemmet)

Billede {0} af {1}