Datatilsynet: Legitimt, at TV 2 iværksatte sin advokatundersøgelse - men også alvorlig kritik

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: TV 2)

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: TV 2)

03. februar 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

Datatilsynet anerkender i ny afgørelse, at TV 2 forfulgte en legitim interesse med iværksættelsen af sin advokatundersøgelse, og at der var det nødvendige juridiske grundlag i GDPR til at behandle personoplysninger om klager. Samtidig udtrykker tilsynet en alvorlig kritik af iagttagelsen af oplysningspligten – en kritik, som TV 2 og advokatfirmaet Norrbom Vinding noterer sig.

TV 2 tog i september 2020 initiativ til en undersøgelse af kulturen på TV 2. Det blev besluttet at gennemføre en todelt undersøgelse, der dels skulle afdække kulturen mere generelt i TV 2 og dels skulle undersøge indberetninger om mulige krænkende handlinger. For at sikre en grundig og korrekt sagsbehandling valgte TV 2 at søge ekstern ekspertbistand hos et af de mest anerkendte advokatfirmaer på området.

Der blev efterfølgende indgivet en klage til Datatilsynet over behandlingen af personoplysninger i forbindelse med advokatundersøgelsen, og Datatilsynet er nu kommet med sin vurdering i sagen.

Datatilsynet anerkender med sin afgørelse, at TV 2 forfulgte en legitim interesse med iværksættelsen af undersøgelsen, og at der har været det nødvendige juridiske grundlag i GDPR til at behandle klagers personoplysninger. Afgørelsen bekræfter således TV 2s og Norrbom Vindings opfattelse af, at det har været berettiget at behandle klagers personoplysninger i forbindelse med undersøgelsesforløbet, og klager har således ikke fået medhold i klagen på dette punkt.

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, udtaler i forbindelse med Datatilsynets gennemgang af undersøgelsesforløbet på TV 2:

- Først og fremmest er vi tilfredse med, at Datatilsynet med sin gennemgang af undersøgelsesforløbet på TV 2 fastslår, at TV 2 havde en legitim interesse med at sætte undersøgelsen i gang og undersøge krænkende forhold på TV 2. Herudover er det også Datatilsynets vurdering, at det var nødvendigt at indsamle oplysninger om en bred personkreds for at undersøge udviklingen af kulturen på TV 2. Det er jeg tilfreds med, siger Anne Engdal Stig Christensen.

 

Tager alvorlig kritik af iagttagelsen af oplysningspligten til efterretning

Datatilsynet rejser alvorlig kritik af bl.a. iagttagelsen af oplysningspligten, hvilket TV 2s direktør tager til efterretning.

- Vi må konstatere, at Datatilsynet finder anledning til at udtale alvorlig kritik af den måde, den indledende indberetningsordning var tilrettelagt på, samt iagttagelsen af oplysningspligten. Vi tager selvfølgelig kritikken til efterretning. Vi har i dag haft et møde med advokatfirmaet Norrbom Vinding, som har stået for designet af vores undersøgelse, og det er åbenlyst, at der er kritikpunkter, som man skal tage ved lære af, siger Anne Stig Christensen.

Advokat Yvonne Frederiksen fra Norrbom Vinding udtaler:

- Vi er meget tilfredse med, at Datatilsynet med sin afgørelse har fastslået, at der var det nødvendige juridiske grundlag i GDPR til at gennemføre undersøgelsesforløbet i forhold til klager. Det var ellers klagers hovedsynspunkt i sagen, og det har klager altså ikke fået medhold i.

- I forhold til oplysningspligten har vi noteret os, at Datatilsynet finder, at dette skulle have været tilrettelagt på anden vis. I forhold til undersøgelsesforløbet er det første gang, Datatilsynet tager stilling til tilrettelæggelsen af undersøgelser på dette område, og vi er overraskede over kritikken. Vi vil nu nærlæse afgørelsen og gå i dialog med brancheorganisationen Danske Advokater og Datatilsynet om afgørelsens betydning for de eksisterende vejledninger på området og tilrettelæggelsen af fremtidige undersøgelsesforløb. Det er i forhold til den konkrete sag væsentligt at notere sig, at afgørelsen ikke har betydning for den juridiske vurdering, der er foretaget af sagen, og som førte til, at TV 2 traf beslutning om at afslutte samarbejdet med klager, siger advokat Yvonne Frederiksen.

-------

4. februar 2022: Overskrift ændret.

 

Billede {0} af {1}