Bliver der krig i Ukraine? Nyhederne, NEWS og TV2.DK skruer kraftigt op for dækningen

Ukrainske soldater holder vagt i en skyttegrav i Donetsk-regionen i februar 2022. (Foto: Oleksandr Klymenko / Ritzau Scanpix / TV 2)

Ukrainske soldater holder vagt i en skyttegrav i Donetsk-regionen i februar 2022. (Foto: Oleksandr Klymenko / Ritzau Scanpix / TV 2)

15. februar 2022;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Den alvorlige krise i Ukraine fylder meget i den daglige nyhedsdækning på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK, og TV 2 har en række korrespondenter engageret i dækningen. Nu udvider NEWS med særlige magasinprogrammer efter 19Nyhederne.

Konflikten om Ukraine – og bestræbelserne på at undgå en russisk invasion og en væbnet konflikt i landet – spidser til. Det betyder yderligere dækning på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK med nyheder, analyse og perspektiv af den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden afslutningen af Den Kolde Krig.

TV 2 har allerede en række korrespondenter involveret i dækningen – især Lotte Mejlhede og Claus Borg Reinholdt i Ukraine, Uffe Dreesen i Moskva, international korrespondent Ulla Terkelsen og USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

TV 2 udvider dækningen yderligere
Situationen følges tæt på TV2.DK, i de store nyhedsudsendelser på TV 2 samt på TV 2 NEWS, som har et fast og særligt fokus på Ukraine i nyhedsudsendelserne klokken 8.00 og 12.00, i ’NEWS & Co.’ klokken 16-18 og i ’22 NEWS’. Og nu sætter TV 2 NEWS også fast Ukraine-dækning på programmet efter 19Nyhederne i de kommende dage.

- Rusland og Vesten står lige nu midt i den værste krise siden Den Kolde Krig. Det er en kæmpe historie, der – uanset om det ender i krig eller ej – vil få stor indflydelse på Europas og NATO's sikkerhedspolitik i de kommende år. Vi har derfor sat det stærkeste hold af korrespondenter og vil løbende udbygge holdet, i takt med at konflikten måtte eskalere, siger chefredaktør Jakob Vissing, der er chef for TV 2s udlandsdækning.

De nye programmer ’NEWS fokus: Konflikten om Ukraine’ sendes første gang tirsdag 15. februar klokken 19.25 – og nye udgaver kan ses på NEWS onsdag, torsdag, lørdag og søndag på samme klokkeslæt.

Også TV 2 PLAY-aktualitetsprogrammet ’Kernen’ har fokus på konflikten, og du kan se ’Kernen’s portræt af Ruslands præsident, Vladimir Putin, her. 

 

 

Billede {0} af {1}