’Badehotellet’ blev for sjette år i træk den mest sete fiktionsserie på dansk tv – denne gang med rekordseertallet 1.669.000 og den højeste vurdering nogensinde til en fiktionsserie. Seertallene til de fleste tv-serier er reelt noget højere, når streaming-sening tages i billedet.
Danske tv-seere og streamere er igen i 2021 blevet forkælet med en række nye danske fiktionsserier for familier og voksne. Her har TV 2-kanalerne i særlig grad været leveringsdygtige med 10 af årets 16 nye danske fiktionsserier vist på tv samt en ny julekalender.
Det fremgår af en oversigt over 2021’s mest sete nye danske tv-serier til voksne på kanalerne fra TV 2-, DR-, TV3- og Discovery-familierne. Familiejulekalendere og børnefiktionsserier er ikke medtaget i opgørelsen. Kilden til opgørelsen er Seer-Undersøgelsen i Danmark, som laves af Kantar, og ”seertalsvalutaen” er de officielle seertal inklusive 1-7 dages sening efter tv-visningen via eksempelvis optagelse, catch-up, streaming mv.
Dobbelt så mange seere som nummer to på listen
For sjette år i træk topper TV 2-serien ’Badehotellet’ listen over de mest sete tv-serier i Danmark, og denne gang har serien overgået sig selv og nået det hidtil højeste gennemsnitsseertal på 1.669.000. ’Badehotellet’ var i 2021 den eneste serie, som havde millionseertal – dobbelt så mange seere som den næstmest sete serie i Danmark, TV 2-serien ’Hvide Sande’. Den nye sæson af 'Badehotellet' er på vej i februar - læs mere her.
Og faktisk er seertallet til ’Badehotellet’ (og andre tv-serier) i realiteten endnu højere, når man tager i betragtning, at tv-serier i høj grad ses via streamingtjenester som TV 2 PLAY.
For eksempel indgår de meget populære snigpremierer på TV 2-serier, som tilbydes på TV 2 PLAY i en periode på mellem syv og ni dage inden visningen på lineært tv, ikke i Kantars seertal. Seertallene via streaming opgøres i 2021 på en anden måde end de kendte Kantar-seertal, og disse streamingtal, som kendes af tv-stationerne selv, kan derfor ikke lægges sammen med Kantars seertal.
En serie som ’Klovn’ er helt særlig i 2021, idet serien blev sendt på TV 2 PLAY i sommeren 2021 med rekordhøje seertal. Da serien i oktober blev vist på TV 2 i den sene aftenflade, var seertilslutning derfor – og ikke overraskende – mere begrænset.
Syv af årets ti mest sete blandt nye danske fiktionsserier til voksne er sendt på TV 2s kanaler og på TV 2 PLAY.
Rekordvurdering til ’Badehotellet’
Året 2021 udmærkede sig også ved, at seerne har givet høje kvalitetsvurderinger til nogle af årets serier. Især ’Badehotellet’ stråler, idet ottende sæson opnåede seriens højeste gennemsnitsvurdering på 4,6 på skalaen fra 1 til 5.
Det er første gang nogensinde, at en fiktionsserie har opnået en så høj kvalitetsvurdering i gennemsnit for en hel sæson.
Tre serier – herunder TV 2-familiens serier ’Hvide Sande’ og ’Sommerdahl II’ – fik den gennemsnitlige vurdering 4,2.
Familiejulekalendere har mange seere
Også årets to familiejulekalendere i primetime på TV 2 og DR1, henholdsvis ’Kometernes jul’ og ’Tidsrejsen’ (G) har mange seere. TV 2s ’Kometernes jul’ blev set af 816.000 i gennemsnit, mens DR1’s genudsendelse af ’Tidsrejsen’ blev set af 687.000.
Tredje mest set blandt årets tv-julekalendere var klassikeren ’The Julekalender’, som på TV 2 CHARLIE blev set af 233.000 danskere i gennemsnit. Læs mere om seningen af 2021-julekalenderne her.