Katrine Hertz Mortensen bliver ny vært på ’Besserwisserne’

Katrine Hertz Mortensen bliver fra december vært på TV 2 NEWS-magasinet ’Besserwisserne’. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Katrine Hertz Mortensen bliver fra december vært på TV 2 NEWS-magasinet ’Besserwisserne’. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

05. november 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS’ populære politiske magasin får ny vært fra december.

Den politiske fredagsbar på TV 2 NEWS får fra december ny vært, når 44-årige Katrine Hertz Mortensen sætter sig for bordenden i programmet ’Besserwisserne’. Hun erstatter dermed Anna Ingrisch i rollen som ordstyrer for landets politiske redaktører og kandestøbere, når de hver fredag vender ugen på Christiansborg og udfordrer hinanden på deres analyser og holdninger.

Katrine Hertz Mortensen kom til TV 2 NEWS 1. juni i år fra en stilling som kommunikationschef i Dansk Design Center. Tidligere i sin karriere – i årene mellem 2003 og 2017 – var hun radiovært hos DR, tv-vært hos TV 2 og TV 2 NEWS og pressechef hos Liberal Alliance.

- Katrine Hertz Mortensen er det helt oplagte valg til ’Besserwisserne’. Hun har stor viden om dansk politik, er forrygende til at styre paneldebatter og er i øvrigt en fest at være sammen med – og det er jo nærmest opskriften på den perfekte ’Besserwisserne’-vært, siger chefredaktør Ask Rostrup, TV 2 NEWS.

Glæder sig til at nørde politik
’Besserwisserne’ har været sendt på TV 2 NEWS siden februar 2015, og de tidligere faste værter på ’Besserwisserne’ har – foruden Anna Ingrisch – været Lasse Sjørslev, Troels Mylenberg og Peter Grønborg.

Katrine Hertz Mortensen ser frem til en ny, stor opgave som vært i TV 2s politiske magasin hver fredag.

- Jeg ser utroligt meget frem til at nørde politik, taktik og strategi sammen med de politiske hjerner i ’Besserwisserne’. Det skal være sjovt og uformelt, men det skal også være et rum, hvor vi sammen gør seerne klogere, og hvor gæsterne udfordrer hinanden på deres analyser – et selskab, jeg virkelig glæder mig til at beværte, siger Katrine Hertz Mortensen.

Katrine Hertz Mortensen har sin første værtsopgave i ’Besserwisserne’ fredag 3. december, og hun er også på plads, når efterårets überbesserwisser kåres i sæsonafslutningen fredag 17. december.

 

Billede {0} af {1}