’Overleverne’ er en varm og humoristisk TV 2-serie om at gribe livet. Serien får premiere mandag 25. oktober i forbindelse med TV 2s Knæk Cancer-uge. (Foto: Morten Bengtsson / TV 2)

’Overleverne’ er en varm og humoristisk TV 2-serie om at gribe livet. Serien får premiere mandag 25. oktober i forbindelse med TV 2s Knæk Cancer-uge. (Foto: Morten Bengtsson / TV 2)

- Vi skal alle dø en dag, men alle de andre dage skal vi leve

19. oktober 2021;
Af: Lone Leth-Larsen, TV 2 Kommunikation

TV 2 PLAYs og TV 2s nye dramakomedieserie 'Overleverne' får premiere i forbindelse med årets Knæk Cancer-uge.

Hvordan rejser man sig efter at være blevet tacklet af en kræftsygdom, og når man har fået så stort et chok, at man er gået i stå? Det er omdrejningspunktet i den nye dramakomedieserie 'Overleverne', der får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 mandag 25. oktober i forbindelse med 'Knæk Cancer'-ugen.

Serien er en ensemblefortælling om otte mennesker, der mødes, samt deres tre kursusledere. 'Overleverne' er skabt af forfatterne Ida Maria Rydén ('Når støvet har lagt sig’, ’Dicte’, 'Jul i Valhal',) og Ina Bruhn ('Juleønsket', 'Håbet', 'Den som dræber reboot', 'Tinka og Kongespillet').

Hvordan skriver man en humoristisk og varm serie om, at vi alle skal dø en dag?

- For os handler serien primært om, at der netop kun er én dag, hvor vi skal dø – alle de andre dage skal vi leve. Og heldigvis er livet et overflødighedshorn af akavede, pinlige, romantiske og absurde situationer – også selvom vi alle sammen har en udløbsdato, siger de to forfattere.

’Overleverne’ er skabt af de to forfattere Ina Bruhn og Ida Maria Rydén. (Fotos: Per Daumiller og Stine Heilman)

’Overleverne’ er skabt af de to forfattere Ina Bruhn og Ida Maria Rydén. (Fotos: Per Daumiller og Stine Heilman)

Stort persongalleri
'Overleverne' er en ensemblefortælling med mange karakterer. Har det været vigtigt for jer, at serien havde et stort persongalleri?

- Alle kan få kræft. Det er desværre en sygdom, der rammer bredt. Og der er mange måder at reagere på. Så vi håber, at rigtigt mange – også dem, der ikke har haft sygdom tæt inde på livet – kan genkende karakterernes reaktioner. Ingen kræftpatienter er defineret udelukkende ved deres sygdom. Alle er de mennesker med problemer, drømme og håb – og vidt forskellige livssituationer. Og det vil vi gerne spejle, fortæller Ida Maria Rydén og Ina Bruhn.

Foregår på et kursussted
I serien møder vi otte danskere i alderen 25-65 år, der har været igennem et cancerforløb, men nu er raskmeldte og skal tilbage til livet. De deltager i et kursus, hvor de i løbet af fem, intense døgn bliver konfronteret med de bedste og værste sider i sig selv og hinanden. Men hvordan genvinder man fodfæstet efter en alvorlig sygdom?

De to kursusledere er ikke enige om, hvordan det skal gøres. Skal mennesker, der er i krise, holdes i hånden eller skal de have et hårdt skub? Kursisterne når at opleve begge dele og finder på hver deres måde modet til at forlade den, de var, og i stedet se frem mod den, de kan blive.

Hvorfor har I valgt et kursus som rammen om fortællingen?

- Alle mennesker har på et tidspunkt befundet sig på et kursus et eller andet sted. Et eller andet med kompetenceudvikling, teambuilding eller mindfulness med veninderne. Vi har en stærk tro på, at vi i løbet af relativ kort tid kan forandre os og blive en bedre version af os selv. Det er både superoptimistisk og lidt naivt – og derfor sjovt. Men det viser sig ofte, at selvom du ikke kommer hjem mere udviklet eller mindful, har du i hvert fald mødt nogle nye mennesker, som har spejlet, opmuntret eller forarget dig. Og det er en fantastisk ramme: mødet mellem mennesker, siger de to forfattere.

Marie Askehave spiller kursuslederen Marlene, mens Rasmus Hammerich spiller Rasmus, der står for de fysiske aktiviteter på kurset. (Foto: Uma Film / TV 2)

Marie Askehave spiller kursuslederen Marlene, mens Rasmus Hammerich spiller Rasmus, der står for de fysiske aktiviteter på kurset. (Foto: Uma Film / TV 2)

Stort cast
Marie Askehave og Ole Lemmeke spiller de to kursusledere Marlene og Niels. De otte deltagere spilles af Kirsten Lehfeldt (Ingelise), Jacob Lohmann (Steen), Sebastian Jessen (Anders), Ari Alexander (Troels), Jeanett Albeck (Naja), Katinka Lærke Petersen (Simone), Amer Bosnjak (Benjamin) og Stine Rosenfeldt Bjerregaard (Katrine). I rollen som Rasmus, der leder kursets fysiske aktiviteter, ses Rasmus Hammerich.

'Overleverne' er instrueret af Kasper Gaardsøe ('DNA', 'Dicte 3', 'Lærkevej', 'Lykke'), og serien er produceret for TV 2 af Uma Film ved producenterne Claudia Saginario ('Ulven kommer', 'Yes No Maybe') og Stinna Lassen (’Når støvet har lagt sig’, ’Carmen Curlers’) med støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

'Overleverne' har premiere TV 2 PLAY og TV 2 mandag 25. oktober.

Læs mere om 'Overleverne'

---------

Læs mere om Knæk Cancer 2021 her.

Billede {0} af {1}