TV 2 udnævner kommerciel direktør - med digitalt ansvar

Stig Møller Christensen er ny kommerciel & digital direktør på TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Stig Møller Christensen er ny kommerciel & digital direktør på TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

05. oktober 2021;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

Stig Møller Christensen, der siden 11. august har været konstitueret, får nu ansvaret for den kommercielle organisation og overtager samtidig ansvaret for det digitale område, der dermed rykker endnu tættere på TV 2s forretning.

Under overskriften ”TV 2 PLAY til alle” har TV 2 lagt en ambitiøs og offensiv strategi for de kommende år med massive investeringer i TV 2 PLAY. Ambitionen er at bevare TV 2s gennemslagskraft i et marked, hvor flere og flere danskere fravælger tv-pakkerne, og hvor konkurrencen på streamingmarkedet er intensiveret. Som en del af den ambitiøse strategi rykker det kommercielle og digitale område på TV 2 nu endnu tættere sammen under 45-årige Stig Møller Christensen, der som kommerciel & digital direktør skal stå i spidsen for de to områder.

- Jeg er meget glad for, at Stig har sagt ja tak til det store ansvar, der ligger i stillingen, og at han samtidig påtager sig den vigtige, strategiske opgave med at binde det kommercielle og digitale område endnu tættere sammen. Vi har en ambition om, at det digitale skal bo i hele TV 2, hvor vi alle arbejder efter fælles mål, og det baner vi vejen for her. Stig har gennem årene på TV 2 spillet en afgørende rolle i forhold til TV 2s udvikling og flotte forretningsresultater, og i direktionen glæder vi os meget over at have ham med på det hold, der skal fremtidssikre TV 2, siger Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør på TV 2.

 

Fælles ansvar for TV 2s kundevendte produkter

Stig Møller Christensen kommer fra en stilling som salgsdirektør for TV 2 Betalings-tv, og har siden 11. august i år været konstitueret kommerciel direktør på TV 2. I den nye organisation flytter TV 2s digitale område – med digital udviklingsdirektør Rahul Yadav i spidsen - ind under Stig Møller Christensens ansvarsområde, og dermed rykker den digitale organisation endnu tættere på forretningen og ansvaret for TV 2s kundevendte produkter.

- Vi er kommet rigtig langt med vores meget ambitiøse planer i TV 2s koncernstrategi frem mod 2025 - med høj omsætningsvækst og produktudvikling på alle vores digitale forretningsområder. I de kommende år skal vi blive endnu bedre til at arbejde som ét hold efter fælles mål på tværs af TV 2 og omkring alle vores digitale produkter og tjenester rettet mod slutbrugerne. Vi skal tænke produktudvikling, forretning, data, design og brugeroplevelser endnu mere sammen, så vi leverer digitale produkter, der giver værdi for kunderne og bidrager til vores forretning. Det er en helt afgørende opgave, som jeg glæder mig til at løse i samarbejde med Rahul og alle de andre dygtige kolleger på tværs af organisationen, siger Stig Møller Christensen.

 

Ansvar for omkring 300 medarbejdere

Stig Møller Christensen får samlet set ansvaret for omkring 300 medarbejdere. Ud over de kommercielle afdelinger TV 2 Betalings-tv og TV 2 Reklamesalg samt TV 2s analyseafdeling, Data & Insight, får Stig Møller Christensen også det overordnede ansvar for Product & Platform Development, Experience Design, Operations & Service Development samt Product Management, der alle fire hører til under Digital Products & Experience (DP&E) og digital udviklingsdirektør Rahul Yadav.

Digital udviklingsdirektør Rahul Yadav. (Foto: TV 2)

Digital udviklingsdirektør Rahul Yadav. (Foto: TV 2)

- I DP&E har vi det seneste år arbejdet hårdt på at skabe bedre forbindelse mellem forretningsmålene i 2025-strategien og den digitale produktudvikling – herunder også et tættere samarbejde med kollegerne i det kommercielle område. Dette tætte samarbejde kan vi nu styrke yderligere og derigennem sikre, at al digital produktudvikling skaber størst værdi for både brugeren og TV 2, siger Rahul Yadav.

Afdelingen Medieteknologi, Produktion & Facility hører fortsat til under TV 2s finansdirektør, Carsten Topholt, der desuden har ansvaret for TV 2 Økonomi og TV 2 Jura. 

Den nye organisation træder i kraft pr. 1. november 2021.

 

CV – Stig Møller Christensen

Karriere:
Oktober 2021: Kommerciel & digital direktør, TV 2 DANMARK
August 2021-oktober 2021: Kommerciel direktør (konstitueret), TV 2 DANMARK
2012-2021: Salgsdirektør, TV 2 Betalings-tv
2011-2012: Strategikonsulent og projektleder, TV 2 DANMARK
2007-2011: Engagement Manager, QVARTZ (nu en del af Bain & Company)
2004-2007: Forretningsudvikler og direktionsassistent, Berlingske Tidende

Uddannelse:
Videreuddannelse/Executive Education på MIT og Insead
Cand.scient.pol., Københavns Universitet
Master of Organisation Studies, Warwick Business School, University of Warwick, England

Billede {0} af {1}