TV 2 sætter fokus på fænomenet 'sugardating'

Torsdag 30. september får programserien 'Sugardating - alt har en pris' premiere kun på TV 2 PLAY - og programmet 'Generation Sugardating' får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 torsdag 7. oktober.

"Så længe det føles rart - så er det helt i orden at sugardate." Sådan tænker halvdelen af de unge mellem 18 og 30 år, der har deltaget i en landsdækkende undersøgelse 'Sugardating blandt marginaliserede unge' fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE - den hidtil største og mest omfattende undersøgelse af sugardating i Danmark. Undersøgelsen viser også, at 50.000 unge mellem 18 og 30 år har solgt intimitet, billeder og sex med det formål at få materielle goder. Af dem har lidt mere end halvdelen - 25.000 unge - givet decideret sex for gaver eller penge. Og de mange unge, der har kastet sig ud i sugardating, gør det i høj grad med moralsk opbakning fra deres jævnaldrende.

Hvad er sugardating?
Sugardating er, når - ofte en ældre person - giver gaver eller penge for noget intimt, som for eksempel samvær, billeder, kys eller sex. Er den ældre en mand, kaldes han en 'sugardaddy', mens en kvinde kaldes en 'sugarmama'. Den yngre person kaldes en 'sugarbabe', når det er en kvinde, og en 'boytoy', når det er en mand.

Prostitution eller ej?
Er sugardating så ikke det samme som prostitution? Undersøgelsen fra VIVE viser, at fænomenet sugardating udspiller sig på en lang række forskellige måder. Der er altid en transaktion, og den kan være af forskellig karakter. Det gør sugardating sværere at forholde sig til end den traditionelle prostitution, men samtidig også mere nødvendig at interessere sig for og debattere, siger redaktør på TV 2 PLAY Dorte Høeg Brask:

- 50 procent af de unge i undersøgelsen mener, sugardating kan være helt OK, men det kan have store konsekvenser for de unge, der lever som 'sugarbabes', og derfor er det vigtigt at tale og oplyse om fænomenet. Det er et underbelyst emne, og rigtig mange unge sugardater i smug, hvor deres grænser langsomt flyttes. Vi ser det som en klar public service-opgave at bidrage til viden og til at kvalificere debatten om fænomenet, siger Dorte Høeg Brask.

Line medvirker i programserien på TV 2 PLAY ’Sugardating – alt har en pris’. (Foto: Eva Bejder / TV 2)

Line medvirker i programserien på TV 2 PLAY ’Sugardating – alt har en pris’. (Foto: Eva Bejder / TV 2)

Sugardating - alt har en pris
Torsdag 30. september får 'Sugardating - alt har en pris' premiere på TV 2 PLAY. I fire programmer følger vi fire forskellige kvinder, der alle sugardater. De fire kvinder er mellem 18 og 32 år og afspejler i høj grad nogle af de typiske kvinder, som forskerne bag VIVE-undersøgelsen har mødt i deres arbejde. Kvinderne fortæller om, hvorfor de har valgt at sugardate, hvilke overvejelser de gør sig, og hvad de møder 'derude'.

I 'Generation Sugardating' undersøger den 32-årige forfatter og radiovært Majbritt Maria Lundgaard, hvad det vil sige at være sugarbabe. (Foto: Bermuda / TV 2)

I 'Generation Sugardating' undersøger den 32-årige forfatter og radiovært Majbritt Maria Lundgaard, hvad det vil sige at være sugarbabe. (Foto: Bermuda / TV 2)

Generation Sugardating
Torsdag 7. oktober får programmet 'Generation Sugardating' premiere på TV 2 PLAY og TV 2. I programmet kaster værten, den 32-årige forfatter og radiovært Majbritt Maria Lundgaard, sig ud i et eksperiment. Hun vil på egen krop opleve, hvordan det føles at tage på en date for penge og opretter derfor en profil på et sugardating-website. Også forskningsleder og antropolog Christian Groes, der har stået bag undersøgelsen, medvirker. Undervejs i dokumentaren møder vi desuden en række unge, der bruger sugardating på hver deres måde.

- Rigtig mange børn og unge møder allerede sugardating fra de sociale medier –som for eksempel TikTok og Instagram, og vi tror på, at det er vigtigt, at de - og ikke mindst deres forældre - får et mere nuanceret indblik i, hvad sugardating betyder, og hvilke konsekvenser det kan have, når ens grænser langsomt flytter sig i en så seksualiseret verden, siger TV 2-redaktør Dorte Høeg Brask.

Torsdag 30. september får programserien 'Sugardating - alt har en pris' premiere på TV 2 PLAY - og programmet 'Generation Sugardating' får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 torsdag 7. oktober.

Billede {0} af {1}