I 1. halvår 2021 havde TV 2 en omsætningsvækst på 14,9 procent. Væksten på de digitale produkter inden for både reklame og abonnement er som forventet, og samtidig har den traditionelle reklameomsætning udviklet sig over forventning i årets første seks måneder.
Det danske reklamemarked har udviklet sig gunstigt i de første seks måneder af 2021. Det smitter positivt af på TV 2s regnskab for 1. halvår 2021, hvor TV 2 opnår et resultat før finansielle poster (EBIT) på 285 mio. kr. mod 221 mio. kr. i samme periode i 2020.
Som følge af resultatet fra 1. halvår opjusteres forventningen til 2021-resultatet før finansielle poster (EBIT) til 375-425 mio. kr. Den tidligere forventning var 250-300 mio. kr.
- Vi opnår i 1. halvår vækst på næsten alle områder. Og da TV 2s strategi handler om digital transformation for at bevare TV 2s gennemslagskraft, er vi i særdeleshed tilfredse med udviklingen i de digitale produkter – eksempelvis TV 2 PLAY-abonnementsomsætningen samt reklameomsætningen på Addressable TV og på TV2.DK, siger administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen.
I 1. halvår 2021 har reklameomsætningen vist stor fremgang med mere end 25 procent vækst i forhold til 1. halvår sidste år, som var præget af coronapandemien. Fremgangen kommer fra både traditionel tv-reklame og TV 2s digitale reklameprodukter, og væksten kan tilskrives en gunstig markedsudvikling, en fortsat meget høj tv-sening og en flot indsats i TV 2s salgsafdeling.
Væksten i abonnementsomsætningen var i 1. halvår i år knap seks procent, som kan tilskrives TV 2 PLAY, mens den traditionelle tv-distributionsomsætning var faldende som følge af forbrugernes fortsatte fravalg af tv-pakker.
- Den strukturelle udvikling, hvor færre har en tv-pakke, fortsætter, og dermed er TV 2s traditionelle tv-forretning udfordret. I det lys er der behov for betydelig vækst i den digitale forretning, og det er vi lykkedes med i årets første seks måneder, siger Anne Engdal Stig Christensen.
TV 2 offentliggjorde i 2. kvartal 2021, at TV 2 PLAY har rundet 800.000 abonnementer. På TV2.DK, som er TV 2s gratis platform, har antallet af brugere været rekordhøjt med 1,3 millioner daglige brugere.
TV 2 har også haft stigning i omkostningerne i 1. halvår 2021 sammenlignet med samme periode af 2020, hvor usikre fremtidsudgifter pga. corona betød udskydelse af en række programmer. Meromkostningerne i 2021 er primært anvendt til at styrke de strategiske indsatsområder fiktion og sport samt TV 2 PLAY med både indhold og udvikling af platformen.
TV 2-kanalerne har haft vækst i både seerandel og tv-sening. TV 2-familiens seerandel blandt alle danskere var i 1. halvår i år 48,1 procent, hvilket er 1,8 procentpoint mere end i 1. halvår 2020.
Danskernes samlede tv-sening faldt i 1. halvår med én procent, mens tv-seningen hos TV 2-familien voksede med tre procent til 66 daglige minutter i 1. halvår 2021.
Læs TV 2s halvårsrapport 2021 her.