TV 2 er klar med nyt, ugentligt aktualitetsprogram på TV 2 PLAY

Vært for aktualitetsprogrammet 'Kernen' bliver Joachim Claushøj Bindslev. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Vært for aktualitetsprogrammet 'Kernen' bliver Joachim Claushøj Bindslev. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

18. august 2021;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Joachim Claushøj Bindslev er vært på det nye aktualitetsprogram, der kan ses hver søndag på streamingtjenesten TV 2 PLAY.

Søndag 22. august har TV 2 PLAY premiere på et nyt, ugentligt aktualitetsformat med programtitlen ’Kernen’. Her vil vært Joachim Claushøj Bindslev og redaktionen dykke ned i en af de største nyhedshistorier fra ind- og udland.

- Vi oplever et behov for at kunne folde en nyhedshistorie mere ud i netop et streamingunivers. For nogle nyheder gælder det, at man måske kun har set overskriften, men bagved ligger der ofte en større og dramatisk fortælling, som vi vil forsøge at formidle. Forhåbentlig kan vi på den måde give baggrund, perspektiv og en større forståelse af nogle af de historier, som fylder i nyhedsbilledet, siger Marie-Louise von Holstein, der er chefredaktør med ansvar for blandt andet nyheds- og aktualitetsindholdet på TV 2 PLAY.

Aktualitetsprogrammet ’Kernen’ vil få en varighed på 15-20 minutter, og nye programmer vil typisk kunne ses på TV 2 PLAY fra søndag morgen.

Premieren på 'Kernen' kan ses søndag 22. august på TV 2 PLAY.

Premieren på 'Kernen' kan ses søndag 22. august på TV 2 PLAY.

Nyhederne står for stor del af liveforbrug på PLAY
TV 2s streamingtjeneste er i hastig vækst, og der er meget høje indholdsmæssige og økonomiske ambitioner for TV 2 PLAY. Tjenesten rundede i 2. kvartal i år 800.000 abonnementer, og nyheds- og aktualitetsindhold har høj prioritet for TV 2 og for PLAY-brugerne.

- Halvdelen af TV 2 PLAY-seningen udgøres af livesening, og heraf står Nyhederne, NEWS og TV 2 Regionerne for omkring en fjerdedel af liveseningen. I takt med at flere og flere brugere tilgår deres tv-indhold digitalt, ønsker vi at styrke nyheds- og aktualitetsindholdet på TV 2 PLAY. ’Kernen’ er et af tiltagene i denne strategi, siger Marie-Louise von Holstein.

Flere vitaminer og perspektiv til PLAY-brugerne
Programmets vært, Joachim Claushøj Bindslev, har i flere år været en del af TV 2s gravegruppe og senest også i redaktionen for TV 2 PLAY-programmet ’Gravegruppen’. Tidligere har han været vært på Business-programmer på TV 2 NEWS.

- Jeg er vildt stolt af at være del af et projekt, hvor vi vil fortælle seerne om de vigtigste og aktuelle historier på en ny og original måde, siger Joachim Claushøj Bindslev.

Den første udgave af ’Kernen’, der kan ses søndag 22. august på TV 2 PLAY, går bag om den dramatiske nyhedsudvikling i Afghanistan.

Billede {0} af {1}