Thomas Gadsbølle vender tilbage til NEWS

Thomas Gadsbølle vender pr. 1. september tilbage til TV 2 NEWS efter cirka et år hos DR. (Foto: TV 2)

Thomas Gadsbølle vender pr. 1. september tilbage til TV 2 NEWS efter cirka et år hos DR. (Foto: TV 2)

Med Thomas Gadsbølles tilbagevenden til TV 2 NEWS har kanalen sin ledelsesgruppe på plads.

Thomas Gadsbølle vender tilbage til TV 2, hvor han i årene 2013-2020 varetog stillinger som reporter, redaktør, redaktionschef for TV 2 Nyhedscenter og senest redaktionschef og souschef på TV 2 NEWS.

I det seneste år har den 34-årige Thomas Gadsbølle været chef for Radioavisen og P3 Nyheder hos DR. Fra 1. september er han tilbage som redaktionschef på TV 2 NEWS.

Her vil Thomas Gadsbølle få et særligt ansvar for – i tæt samarbejde med den politiske redaktion – at tilrettelægge og udvikle den hjemlige politiske dækning på TV 2 NEWS og for redaktionel udvikling generelt. Samtidig vil han varetage journalistiske chefvagter på tværs af platformene.

- Det er en kæmpe gevinst, at Thomas Gadsbølle nu kommer tilbage til NEWS. Han er en ekstraordinært dygtig journalist og et sjældent ledelsestalent, og den slags hænger ikke på træerne. Thomas træder ind i en ledelsesgruppe, som nu er fuldstændig gearet til at tackle de kommende års udfordringer med at gøre NEWS endnu skarpere og endnu mere favnende, siger Ask Rostrup, chefredaktør og kanalchef for TV 2 NEWS.

Chefredaktør Ask Rostrup, TV 2 NEWS. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Chefredaktør Ask Rostrup, TV 2 NEWS. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Politisk dækning er en afgørende styrkeposition for NEWS

For Thomas Gadsbølle er det med stor glæde og høje forventninger, han vender tilbage til TV 2 NEWS, som i de seneste år har været Danmarks tredje mest sete kanal.

- TV 2 NEWS er et super stærkt nyhedstilbud, som i dén grad er en del af fremtiden og spiller en større og større rolle for danskerne, også på TV 2 PLAY. Jeg ser frem til at have et medansvar for, at vi bibeholder den position – og til at påvirke retningen for kanalen sammen med det stærke hold, siger Thomas Gadsbølle, som også glæder sig til ansvaret for den politiske journalistik.

- Den politiske dækning på NEWS har flyttet sig meget de senere år og er fortsat en helt afgørende styrkeposition for kanalen. Derfor glæder jeg mig til at få ansvaret for – sammen med den politiske redaktion – at præge udviklingen med nye tanker og ideer. At opgaven kan kombineres med journalistiske chefvagter på tværs af platformene, er helt ideelt for mig, siger Thomas Gadsbølle.

Med ansættelsen af Thomas Gadsbølle ser TV 2 NEWS’ daglige ledelse således ud:
• Chefredaktør Ask Rostrup
• Redaktionschef og stedfortræder Heidi Guldager
• Redaktionschef Henrik Lorentsen
• Redaktionschef Søren Kragelund
• Redaktionschef Thomas Gadsbølle.

Billede {0} af {1}